Mig og hunden

Ikke alle var lige begejstrede, når Mads nærmest væltede dem omkuld af lutter glæde over at se dem. Især hvis det lige havde regnet, og Mads havde leget med jord.
Min barndoms hund hed Mads og var en dejlig old english sheepdog. En kærlig hund, ikke aggressiv, men noget irriterende. For den var usædvanlig ivrig, og glæden blev udtrykt med hele kroppen, også over for gæsterne.
Min mor var heller ikke altid henrykt over hundens enorme madglæde – fx da hunden fortærede et fint gæstemåltid på fem minutter. Men fine gæster kan sagtens spise røde pølser og spaghetti, erfarede min mor heldigvis.
Mads var husets store sprællevende ”bamse”, og jeg elskede den – og at ligge med dens forpoter rundt om mig – jeg var noget mindre som barn.
Gang på gang stak hunden af. Måske skyldtes det, at den kunne? Trang til frihed?…eller tæven i kvarteret? Når min mor hentede ham hos tæven, lagde han sig ned på ryggen, og så trak hun ham hjem kurende på ryggen. Den vejer godt, sådan en engelsk sag. Hun fik sved på panden.
Jeg tror ikke, nogen tænkte over, at man kunne tage på hunde-kursus med Mads.
Mine forældre arbejdede, rejste og festede en del dengang. Og de mange gæster og barnepiger gjorde det ikke ligefrem lettere at holde styr på hunden. Min far og naboen brugte derfor en hel dag på at sætte et højt hegn op omkring hele haven. De var netop ved at lægge sidste hånd på værket – havelågen – da hunden uden det mindste besvær sprang over hegnet.Væk var den. Igen.
En anden dag holdt en bus og dyttede intenst på vejen. Mads sad midt ude på vejen og blokerede trafikken.
En dag ringede tæve-ejeren og truede med at skyde Mads, næste gang han så den. Det var prikken over i’et. Mads blev sendt til en bondegård. Først røg hunden, så røg huset.
Vi flyttede til et hus med en stor naturgrund. Hvor mine forældre senere fik en ny hund med meget korte ben, tibetaneren Tippy. Den kom heller ikke på kursus og var en heftig ”personlighed”, der lærte os at respektere grænser.

Af Tina Varde
Freelance-journalist, Solrød Strand