Nadarkhani er frigivet
Den iranske præst Youcef Nadarkhani har siddet fængslet for sin tro siden 2009 og var dømt til døden. Da han skulle for retten i lørdags, frygtede man det værste. Men han blev frigivet.Han afslog at afsværge troen på Kristus, selv om han blev dømt til døden og familien blev truet. Nu er han frikendt.
Den 35-årige Youcef Nadarkhani har i de sidste 10 år været præst i et netværk af husmenigheder. Han blev fængslet første gang i to uger i 2006.
Sammen med hustruen Fatemah Tina Pasindedih, har Nadarkhani to sønner. Da regeringen vedtog, at alle elever i de offentlige skoler skulle lære om islam, protesterede Nadarkhani med henvisning til den iranske grundlov, der tillader religionsfrihed. Derefter blev han arresteret på grund af protesten.
Mens Nadarkhani har siddet fængslet, har man på forskellige måder prøvet at få ham til at omvende sig til islam igen. Man har sendt ham til en psykiatrisk afdeling – tilsyneladende i et forsøg på at få ham erklæret utilregnelig. Han har også fået shiitiske bøger om islam, og man har vist ham det reb og den galge, han skulle hænges i. Også hustruen blev arresteret og idømt fængsel på livstid i 2010, og man truede ægteparret med, at børnenne ville blive taget fra dem. Senere blev Fatema dog sat på fri fod.
Til trods for alle truslerne holdt Youcef Nadarkhani fast ved troen. Hans muslimske advokat sagde om ham:
– Fysisk set er han svag, men hans tro på Kristus holder modet oppe hos ham.
Ifølge sharialoven får en frafalden kun tre dage til at fortryde. Derfor var der en helt reel fare for, at Youcef Nadarkhani kunne blive henrettet når som helst efter domsafsigelsen.
Men i lørdags skete det, som ingen havde turdet håbe, da Nadarkhani blev fremstillet i retten igen. Man frygtede, at han skulle anklages for en sikkerhedsmæssig forbrydelse, hvilket ofte sker, når regimet vil dække over sager, der har med religionsfriheden at gøre.
Nu er Nadarkhani blevet frikendt for frafald og løsladt.Hans tre år i fængsel er straffen for at forkynde evangeliet for muslimer, hedder det.
– Pastor Youcefs historie er et eksempel på, hvordan verden kan stå sammen for at sikre, at retfærdigheden sker fyldest og friheden bevares, siger en kampagneleder for menneskerettigheds-gruppen American Center for Law and Justice i Washington.