Om at leve i miraklernes tid
Miraklet i Le Havre er en finurlig, og dybt, dybt menneskelig film med en uforglemmelig stemning, der på trods af sine skæve karakterer ikke lader sit politiske budskab drukne i mærkværdigheder.
Marcel Marx er skopudser i den lille, franske havneby. Han siger selv, at hans job er tættest på borgerne og det sidste til at respektere Bjergprædikenen – et typisk udsagn i en film, der excellerer i sort humor og skæve karakterer. Arletty, Marcels kone har netop fået at vide, at hun er døende, men hun insisterer på, at lægerne ikke fortæller hendes mand, at hendes tilstand er håbløs, fordi hun frygter, det vil knuse Marcel. Filmen åbner med et glimt af den adstadige, franske havneby Le Havre, hvor livet går sin vante gang for lokalbefolkningen, alt imens ulovlige indvandrere ankommer i skibenes containere. Historien fokuserer på en ung afrikansk flygtning, Idrissa, der undslipper embedsmænd og politi og finder en sympatisk sjæl i Marcel.
Marcel og hans venner udklækker en plan om at skaffe penge, så Idrissa kan rejse videre til sin mor i England, før det lokale politi finder drengen og sender ham tilbage til Afrika. Filmen slutter med den mirakuløse forvandling af en karakter fra skurk til helt i Idrissas sidste forsøg på at flygte videre til London, men det er kun det første mirakel, for da Marcel besøger Arletty på hospitalet, tyder alt på, at i det mindste indenfor rammerne af det lille univers, Kaurismäki har skabt, bærer medmenneskelighed og generøsitet deres egen belønning.
Der er noget ekstremt uskyldigt over denne enkle, men alligevel smukke film, hvor almindelige mennesker gør ekstraordinære ting. De, der er fortrolige med Aki Kaurismäkis stil, vil have en ganske god idé om, hvor effektivt forfatter-instruktøren kan fortælle en historie med billedsiden og en minimal dialog. Kaurismäkis talent ligger i hans evne til at skabe en enkel historie og udelade alt det, der er overflødigt. Med sin subtile historiefortælling, sine uforglemmelige scenarier og mindeværdige karakterer er dette en perle af en film, der har mere politisk gods, end hvad øjet umiddelbart aner, men som stadig bevarer eventyrets renhed.
Miraklet i Le Havre er en fabel, som konkluderer, at mens store mirakler kan ske, er det hverdagens små mirakler – selvopofrelse, hjertes godhed – der virkeligt tæller.
Miraklet i Le Havre (DVD) 103 min.