Opvakt fra de døde – forkynder nu evangeliet

En gammel kvinde blev kristen på dødslejet. Efter at lægerne havde genoplivet hende, spreder hun nu evangeliet ved hjælp af en MP3 afspiller, fortæller Dansk Europamission.I 2002 blev hun meget syg og kom på hospitalet, hvor hun døde. Men nu forkynder hun evangeliet blandt sine muslimske landsmænd.

Denne ældre kvinde har været død, men kom til live og spreder i dag evangeliet til sine landsmænd.

Kvinden kommer fra et land, hvor kristne forfølges. Hun har gennem Dansk Europamission fået en MP3 afspiller, som hun bruger til at dele evangeliet med sine landsmænd.

Frelst på dødslejet

Hun kom til tro i 2002, da hun pludselig blev meget syg og måtte på hospitalet. Hver dag blev hendes tilstand værre og værre, og ingen vidste, hvad der var i vejen med hende. Lægen ringede til de pårørende og bad dem om at komme ind og se hende en sidste gang.
Hendes datter og svigersøn var troende. Datteren græd og vidste ikke, hvad hun skulle gøre.
Men hendes mand sagde pludselig, at hendes mor havde brug for Jesus. Derfor tog datteren sin bibel og løb hen til hospitalet. Mens hendes mand stod udenfor og bad, gik hun ind på stuen for at se sin mor. Hun sagde: ”Mor, jeg vil bede for dig, og så skal du gentage det jeg siger”.
Hun ledte hende gennem synderens bøn, og moderen modtog Jesus i sit hjerte. Så kom lægen igen og bad dem om at forlade stuen. Derefter døde moderen.

Nærdødsoplevelse

Lægerne begyndte at genoplive den gamle kvinde. Men først den næste dag hørte datteren, at hendes mor havde været død og var blevet genoplivet!
Hun gik ind til sin mor, som fortalte hende, at hun var død, efter at datteren var gået. Hun havde set, hvordan hun faldt ned i et stort endeløst mørke, og hvordan en stor lysende hånd tog hende op igen. Så befandt hun sig igen på hospitalet, hvor der stod læger rundt omkring hende og genoplivede hende.

Læste bibelvers for andre

Hendes helbred begyndte at blive bedre, og efter nogle dage kom hun hjem. Hendes datter gav hende Det Nye Testamente, og hun begyndte at skrive bibelvers ind i en notesbog.
Hvor end hun var, tog hun notesbogen med sig og læste op fra den. De mennesker, der hørte det, var forundrede over, hvor hun havde noterne fra. Nu vidnede hun over for dem om Jesus.

Muslimsk respekt

Denne gamle kvinde var tidligere muslim, men ikke praktiserende. Hun bad ikke fem gange om dagen, men hun frygtede Allah, overholdt ramadanen og kendte alle de muslimske bønner.
Da hun begyndte at læse i Det Nye Testamente, begyndte hun at bede til Jesus. Hun fortalte også mange af sine slægtninge om Jesus.
Folk respekterede hende, fordi de havde set hende leve et liv i gudsfrygt og havde set hendes kærlighed til andre.

Brænder for at sprede evangeliet

Folk begyndte at bede hende om også at kopiere bibelvers til dem og skrive notesbøger til dem, så hun skrev en masse vers af til dem.
Men hendes øjne blev dårlige, og det var svært for hende at læse. Hun blev så glad, da hun fik sin MP3-afspiller, så hun kunne lytte til Ordsprogenes Bog, Det Nye Testamente og bibelhistorier, og hun var også glad for sangene, der var på. Hun sagde, at det var blevet meget nemt at lytte og fortælle videre til folk.

Venter på at høre

– Hun har bedt om at, vi beder for hendes helbred, for hun har så mange lidelser. Samtidig vil hun gerne besøge så mange som muligt af sine slægtninge, for de venter på, at hun kommer og fortæller om, hvad der står i Bibelen, fortæller Samuel N. Eriksen fra Dansk Europamission.
Bodil Lanting/
Samuel Nymann Eriksen