Pinsekirke går på slankekur!

– Oktober skal være fastemåned til gavn for Rumænien, siger pinsekirken i Thisted.- Spar på kalorier, strøm og varme i oktober!

De fattige i Rumænien har det ekstra svært efter sommerens uvejr.

Sådan lyder opfordringen fra Pinsekirken i Thisted. De har uddelt mælkekartoner med sparetips og forslag til, hvordan man kan samle ind til fattige i Rumænien. Kartonerne kan fyldes med de penge, man sparer i løbet af ’fastemåneden’.
Man kan også sælge fx bagværk til fordel for projektet. Indsamlingen slutter søndag den 28. oktober ved en gudstjeneste i Pinsekirken.
– Fasten kan hjælpe danskerne til at identificere sig med folk, som ikke har noget, mener Bent Hald Larsen, der er præst i Pinsekirken.

Hagl som tennisbolde

Området omkring Mindriesti nordøst for Botosani blev i sommer ramt af et voldsomt uvejr. Hagl så store som tennisbolde smadrede hustage og ødelagde alle afgrøderne i området. Derfor har mange familier desperat brug for hjælp, bl.a. for at få tag over hovedet.

Sult og kulde

Pinsekirken indsamler også brugt tøj, sko og tæpper. Det hele vil blive sendt til Rumænien gennem projektet ”Sult og Kulde”, i samarbejde med hjælpeorganisationen AKO.
Det er nu tredje gang, at kirken i Thisted går ind i projektet.

Alle beboerne inviteres

– Vi vil invitere alle beboerne i lokalområdet til at være med i kampagnen, siger Bent Hald Larsen, som håber på stor opbakning i Thisted.
Sidste års indsamling indbragte 200.000 kroner på landsplan, som blev formidlet til fattige familier i samarbejde med lokale rumænske kirker.
Bodil