Irene helbredt for skeløjethed

Irene Madsen (60 år) fra Løsning ved Horsens havde slet ikke forventet et mirakel.

Under sin tale brugte Svein-Magne Pedersen Irene som ’forsøgskanin’ til at vise, hvordan han lagde hænderne på de syge. (Se billedet.)
Bagefter opdagede Irene, at en knude i tandkødet var forsvundet! – Og det samme skete med en svær skeløjethed, som hun havde lidt af i mange år.
Foto: Anders Haukland.

Hun havde accepteret at være mødeleder ved to møder i slutningen af september med den norske helbredelses-prædikant Svein-Magne Pedersen.
Det foregik i Billund Centret.
Møderne var kommet i stand, fordi en lokal bilsyns-mand, Erik Madsen, som hun trods efternavnet ikke er i familie med, var blevet helbredt. Han havde været til forbøn hos Svein Magne Pedersen i hans center i Vennesla i nærheden af Kristianssand.

Bilsynsmand helbredt

Erik Madsen havde for ti år siden været ude for et biluheld – og siden havde han lidt af piskesmæld.
– Jeg har brugt mange penge på massage og er blevet undersøgt mange gange, men det har ikke rigtig hjulpet mig, fortalte han i Udfordringen uge 20/2012.
Da Erik blev påkørt fra siden, slog han sit hoved ind i bilens dør. Derved skete der en skade i nakken, som de sidste ti år har givet ham mange smerter i nakken og hovedpine.
– Det trak op over nakken og føltes som migræne. Det var specielt slemt, når jeg skulle kigge opad, fortæller Erik, der i sit job som bilsynsmand ofte har brug for at lægge nakken bagover. Og så kom smerterne.
Men Erik havde hørt om den kristne helbreder, og han kørte nu helt til Norge for at få helbredt sin hovedpine.
I marts mærkede han en bedring, da Svein Magne bad for ham. Men der var endnu nogle smerter tilbage. Så Erik tog igen til Norge i april.
– Det var den bedste dag i mit liv. Jeg blev helt rask, da han bad for mig, fortalte Erik.

Inviterede til Danmark

– Han lagde bare hånden på min nakke og sagde: Herren vil give dig fred, fortæller Erik.
Begejstret for sin egen helbredelse spurgte Erik nu den travle norske prædikant, som hvert år beder for tusindvis af syge, om han ikke ville komme til Billund og bede for syge danskere.
Den udfordring tog Svein-Magne imod og pressede møderne ind i sit program. Han og hustruen kørte til Billund i slutningen af september til de to møder i Billund Centret.
Udfordringen fortalte om møderne i avisen uge 40/2012.

I det norske blad ”Legedom”, som Svein-Magne Pedersen udgiver, fortælles også om Princess Gilhof fra Haderslev, som på mødet oplevede en helbredelse for komplikationer efter en blodprop i 2009 og en bilulykke i august sidste år.
Mødeleder

På det første møde lørdag fortalte Svein-Magne bl.a. om Guds velsignelse.
For at illustrere en historie i talen, lagde Svein-Magne hånden på hovedet af Irene Madsen, som havde sagt ja til at være mødelederen i Billund.
– Nu får du en velsignelse, smilede Svein-Magne Pedersen, da han henvendte sig til hende i talen, intetanende om hendes behov for helbredelse.
På Anders Hauklands billede herover kan man se situationen, hvor taleren forklarer, mens Irene lukker øjnene.

Knude i tandkødet

Hvad Svein-Magne ikke vidsste var, at Irene også havde brug for helbredelse.
– Jeg havde opdaget en knude i mit tandkød i højre side. Den var stenhård, som en kræftknude, så jeg var bekymret for, at det var en ondartet kræftknude, fortæller Irene til Udfordringen.
Hun er uddannet sygeplejerske og har derfor ofte set kræftknuder.
Desuden har hun en uddannelse som cand. teol. fra Universitetet i Norge, hvorfra hun oprindeligt stammer. Da hun ofte selv fungerer som præst og åndelig leder, havde hun ikke tidligere selv været til forbøn for knuden. Hun havde heller ikke fortalt andre om sit problem.
– Det er som regel mig, der betjener andre, bemærker hun.
Irene havde i stedet bestilt en undersøgelse hos en lokal tandlæge for at få klarhed over, hvor alvorligt det var med knuden. Tandlæge-tiden var om mandagen umiddelbart efter møderne.
– Jeg var da bekymret, indrømmer hun nu bagefter.

Knuden krympede

Men efter at Svein-Magne Pedersen havde lagt hånden på mødelederen, blot som en demonstration, skete der noget.
– Under mødet krympede knuden til halv størrelse, og dagen efter var den endnu mindre. Da mandagen kom, var den helt borte. Gud er god! fortæller Irene taknemlig.
Hun afbestilte nu tandlægetiden, fordi hun ikke længere havde behov for den.
Men dermed var miraklerne ikke forbi for Irene…

Brillerne passede ikke

Efter at de to møder i Billund var forbi, opdagede Irene nemlig, at hendes briller ikke længere passede.
– Jeg har været skeløjet siden jeg var 15 år. Jeg er blevet opereret flere gange, men sidste gang fik jeg at vide, at man ikke kunne operere mere. I stedet fik jeg nogle specialbriller, som ligner hinkesten, selv om jeg kun har styrke 1. Det skyldes at brillerne er lavet med 14 prismer – syv på hvert brilleglas – for at modvirke skeløjetheden, forklarer Irene Madsen. Hun har gået med specialbriller siden hun var 18 år for at se klart og undgå hovedpine.
– De første dage efter weekendens møder havde jeg nogle lange arbejdsdage og tænkte ikke på, hvordan jeg havde det med øjnene. Men da jeg endelig fredag aften skulle slappe af, var det som om specialbrillerne ikke fungerede for mig mere.
Så gik det op for mig, at jeg ikke skelede mere. Jeg kunne lægge brillerne fra mig!
Nu kan jeg se helt fint, og jeg bruger kun læsebriller med lav styrke. Det er jo ikke noget problem i min alder, siger Irene.

I Danmark siden 1980

Irene Madsen kom til Danmark allerede i 1980. Efter nogle år som præst i Norge blev hun overbevist om at voksendåb var mere bibelsk. Hun blev voksendøbt og forlod derfor den norske statskirke og kom i stedet i en pinsekirke.
Efter at hun kom til Danmark har hun en tid brugt sin sygeplejeskeuddannelse til vikarjob. Men de senere år er det især den teologiske uddannelse, hun har haft brug for som underviser og rådgiver.
I Danmark er hun nu tilknyttet Apostolsk Kirke i Horsens. Hun fungerer desuden som rådgiver for to svenske menigheder.
Hun er dansk gift ”med verdens dejligste mand”, som hun siger.
Om kort tid rejser hun til Indien, hvor hun er inviteret til at undervise om kristendom i Hydrabad i deltstaten Andhra Pradesh i to uger.
Svein-Magne Pedersen kommer til Billund igen den 9.-10. februar 2013 for at bede for syge.