LM laver ’akutpakke’ til kirkeløse

Luthersk Mission vil lave frimenighed for medlemmer, der melder sig ud af Folkekirken.
Bliv i kredsen eller lav en frimenighed. Det valg har lokale medlemmer af Luthersk Mission. Men ofte er der ikke medlemmer nok til at danne frimenighed. Og det er et problem, når nogle gerne vil melde sig ud af Folkekirken, men samtidig blive stående i Luthersk Mission.

Jens Peter Rejkjær

Dem kommer Luthersk Missions landsstyrelse nu til hjælp. Ved generalforsamlingen den 26. og 27. oktober blev landsstyrelsen pålagt at udarbejde en ”akutpakke” for det stigende antal medlemmer, som af samvittighedsgrunde melder sig ud af Folkekirken, men som ønsker at fastholde fællesskabet i den lokale LM-kreds.

Frimenigheder

Akutpakken går ud på at lave regionale frimenigheder for de kirkeløse LM-ere.
– Vi anerkender, at vi har et ansvar for dem, der i denne tid bliver kirkeløse, siger LM’s landsformand Jens Peter Rejkjær til LM’s organ, Tro & Mission. Han tror, at oprettelsen af regionale frimenigheder kan være en god mulighed for mange og henviser til Bornholm, hvor der oprettes en regional LM-frimenighed midt i november.

Alternativ til folkekirken

På mødet var der også lagt op til at træffe beslutning om dannelsen af et trossamfund eller kirkesamfund som et mere markant alternativ til folkekirken end frimenighederne. Men kun 13 ud af generalforsamlingens 34 medlemmer ønsker at arbejde i den retning. På den baggrund blev det besluttet at arbejde videre med sagen ved en ekstraordinær generalforsamling i foråret 2013.