Stærkt vidnesbyrd om tabt ungdom

Kim Malthe-Bruuns dagbog og breve er genudgivet på Kristeligt Dagblads Forlag.Den unge sømand og modstandmand Kim Malthe-Bruun blev henrettet af nazisterne den 6. april 1945, kort før befrielsen – og kun 21 år gammel. Hans dagbog og breve fra krigens år udkom første gang i 1945 og er senere udkommet i flere udgaver. Nu har Kristeligt Dagblads Forlag udgivet bogen igen med tilføjelse af en række billeder, et forord af hans søster, Ruth Berner, et digt og et radioindlæg af Martin A. Hansen, et digt af Thorkild Bjørnvig samt nogle breve til Kims mor fra nogle af dem, der kendte Kim Malthe-Bruun fra modstandsbevægelsen.
Jeg læste bogen første gang i min skoletid og har fundet det spændende at genlæse den nu så mange år efter med den voksnes øjne og erfaring. Spændende at læse den unge mands tanker igen. Og så har jeg glædet mig meget over søsterens forord, hvor hun i 2012 skuer tilbage.
Hans dagbog og breve fra 1941-1945 fortæller om en spændende ung mand, der var kompromisløs og lidt af en eventyrer og som tænkte dybt over livet og dets tilskikkelser – også i forhold til Gud, som han nærmede sig mere og mere. Dagbogen og brevene er fyldt med kærlighed til kæresten Hanne, til moderen og til moderens kusine, som de kaldte Nitte og som den unge mand havde et nært venskabsforhold til. Gennem hans dagbogsblade og breve får vi et indblik i livet på søen under krigen, i forholdet til tyskere, finner og russere under krigen, i krigens gang og ikke mindst i dagene i fangenskab op til henrettelsen. Det er et stærkt vidnesbyrd om vundet og tabt ungdom, som man kan glæde sig over nu er blevet genudgivet.

KIM – Kim Malthe-Bruuns dagbog og breve 1941-1945
222 sider • 199,95 kr.
Kristeligt Dagblads Forlag