Bibelselskab som protestbevægelse?
Det Danske Bibelselskab kører lige nu en
kampagne for trosfriheden.
For et år siden afleverede Bibelselskabet en protestskrivelse til den iranske ambassade sammen med tyve kirkelige organisationer. De protesterede mod, at det iranske præstestyre dødsdømte Youcef Nadarkhani, der var konverteret fra islam til kristendommen.
I dag er Youssef løsladt efter tre års fængsel.
Tilbage står spørgsmålet om, hvorvidt Bibelselskabet er gået fra at være en bred serviceinstitution til at blive en politisk stemme.
– Nej, der er ikke sket et skifte der. Det er en af Bibelselskabets grundværdier, at vi går fuldtonet ind for religionsfrihed, siger Bibelselskabets generalsekretær Morten Thomsen Højsgaard.
– Frihed til at tro og tænke, som man vil, er forudsætningen for, at vi kan trykke og uddele bibler i for eksempel Mellemøsten. Det er en grundforudsætning.
I Danmark har vi haft religionsfrihed, siden Grundloven blev vedtaget i 1849, og kan tage den for givet, mener han.
– Men der er jo altså nogle lande, hvor man bliver forfulgt, fængslet og i nogle få lande slået ihjel for sin tro.
Det er helt grundlæggende, at mennesker skal have lov til frit og sikkert at holde gudstjeneste, bede Fadervor og læse i Bibelen, også selv om de før læste Koranen.
Bibelselskabet samarbejder med stort set alle kirker om at sprede Bibelen:
– Vore samarbejdspartnere kan ikke arbejde med samme styrke for Bibelens udbredelse, hvis der ikke også er trosfrihed. På den måde går spredning af bibler på persisk eller andre sprog fint hånd i hånd med forsvaret for religionsfriheden.
– Jeg har tabt mit hjerte til mennesker som Youcef, der har kone og børn, og som kun med nød og næppe slap for en dødsdom i det iranske præstestyre. For mennesker som ham tåler jeg gerne lidt kritik. Det handler nemlig om noget langt større, både menneskeligt og kirkeligt, slutter generalsekretæren.