Da Lis og Per mødte Jesus

Hvordan reagerer man, når ens børn beskriver én som ikke-kristen? Lis og Per blev vrede. Men Gud havde sat noget i gang…Den 6. maj 1989 besluttede Lis og Per sig for at tro på Gud. Men det skete først efter, at tre af parrets fem børn var blevet troende kristne.

Lis og Per Kauczki udgav i 1989 lp’en ”Vore allerbedste år”. Og det blev deres allerbedste år efter at de havde taget imod Jesus i 1989. Det fortæller de om i en helt ny bog af Iben Tranholm.

Det hele startede med, at parrets yngste datter, Lone, kom med i pinsekirken i Århus. Det beroligede forældrene, at det trods alt var en kristen kirke. Men de fattede ikke, at det skulle være nødvendigt!

” Vi forklarede Lone, at vores forhold til Gud var i orden. Vi var både døbt og konfirmeret. Det måtte være nok. Vi så absolut ingen grund til at rende i kirke hele tiden. Jeg mente faktisk, at de, som gik i kirke, måtte have en form for brist”, fortæller Per.
Men i pinsekirken fandt Lone en kæreste, som hed Pierre, og de to begyndte at tale om deres tro på Jesus ikke bare til Lones forældre, men også til hendes søskende Ole og Gitte.
Det blev for meget for for Lis og Per, som nedlagde forbud mod at tale uopfordret om Gud.

Men så kom Ole en dag og sagde, at han også var blevet kristen og medlem af Den Evangeliske Frikirke i Randers.
Nu begyndte det hele igen. Og nu var de tre: Lone, Pierre og Ole. De tre havde et stærkt fællesskab i deres tro, og det førte til gevaldige diskussioner i familien langt ud på natten.

Sønnen Ole blev døbt i frikirken. Derefter kom datteren Lone hjem og fortalte, at hun ville giftes med Pierre. Hans forældre var søde og rare mennesker, men det med troen fyldte meget i bevidstheden, når familierne var sammen.
Så kom bryllupsdagen, hvor Lis og Per for første gang oplevede Lones kirke:
– Det lignede mest af alt et forsamlingshus. Det var oprigtigt talt en noget tam oplevelse, fortæller Per, som dog hurtigt glemte sin skuffelse over lokalet. For præsten var nemlig utroligt veltalende.
– Jeg tænkte, at han måtte være sælger, så god som han var til at tale. Så jeg blev meget forbavset, da jeg fik at vide, at han var præst på fuld tid, fortæller Per.
Præsten holdt en meget personlig tale til Pierre og Lone, og pianisten var fantastisk dygtig. Lis og Per sang med af hjertens lyst, selv om de ikke kendte sangene.
Pinsekirkens sange var ikke som de mere alvorlige salmer i folkekirken. Men måske var det ikke helt fair at sige noget negativt om salmesangen i folkekirken, for vi kom der kun til barnedåb, bryllup og begravelse, indrømmer Per.

Kort tid efter Lones bryllup fik Ole sine forældre med til ”Hele kirken synger”. Her oplevede de kirken indefra. Musikken faldt i Lis og Pers smag, men:
– Folk reagerede lidt for spontant med halleluja-råb. Det var lidt overgearet for vores smag, mente de.
Men parret mødte også flinke folk i kirken, heriblandt en mand ved navn Eigil Andersen. Den aften blev den første barriere over for kristne revet ned.
Der skulle dog gå over et år, før ægteparret selv gav deres liv til Jesus.

Senere tog Lis og Per med datteren Lone til pinsekirkens landsstævne i Mariager, hvor hun skulle synge solo.
Det var overvældende at se så mange mennesker samlet ’bare’ for at høre om Jesus. Også lovsangen gjorde stort indtryk, men det blev snart for meget for Lis og Per. Da Lone havde sunget, sagde de pænt farvel og forlod stævnet.
For Lis og Per lignede det mest af alt en massehypnose, selv om alle havde virket naturlige, glade og venlige.

Nu fik Per store problemer med venstre arm, fordi han havde spillet for meget på harmonikaen. Det var en erhvervssygdom, som gjorde armen næsten ubrugelig.
Til trods for en blokade blev det ikke bedre. Og lægen sagde til Per, at han måtte opgive at spille harmonika, hvis det ikke skulle ende rigtig galt. Per satte derfor sin harmonika til salg, men hverken arm eller skulder fik det bedre.

Lis og Per frygtede det værste, da Ole valgte at tage på bibelskole i England. Var der alligevel tale om en sekt? Hvorfor bruge 15.000 kr. på at studere Bibelen?
I nogen tid hørte de ikke fra sønnen. Men en dag så de hos nogle bekendte en folder med titlen: ”Den anden dimension”. Her fortalte Ole, hvordan han var blevet kristen. Men midt i læsningen af folderen blev Per helt rystet:
”Der stod med store bogstaver: ”Jeg er ikke fra et kristent hjem.” Tænk, at vores søn havde udleveret os som ikke-kristne til samtlige borgere i Randers. Smidt ind ad brevsprækken som en anden tryksag – ”Mine forældre er ikke kristne!”.
Vreden vældede op i mig, og da jeg kom ud i bilen og kørte hjem, talte jeg meget højt. Jeg var meget fortørnet over, at min søn hængte sine forældre ud som hedninge”, fortæller Per.
Som medlem af Frimurerlogen var Per også vant til at læse i Bibelen en gang om ugen og dele et ord med brødrene i logen.
Han forstod ikke, at han ikke skulle være kristen.

For at trøste sig selv tog Per en karamel. Men da han tyggede på den, knækkede han en tand – og så blev han for alvor vred.
Efter besøget hos tandlægen i Randers næste dag, mødte han Eigil fra Frikirken. Han inviterede på kaffe og Per takkede ja.
Hos Eigil genså Per folderen med Oles vidnesbyrd og sagde, at han ikke mente, Ole var mere kristen, end han selv var. Og at folk i frikirken satte sig selv på den høje hest.
Eigil sad stille og lyttede. Derefter sagde han: ”Per, forskellen på dig og Ole er, at du tror, at du tror. Ole ved, at han tror.”
Det satte tingene på plads for Per. Han følte sig bedre tilpas. Og da Eigil inviterede til et møde med en rockgruppe, der kaldte sig Spor 7 og en taler ved navn Jørgen Mortensen, der var ”næsten lige så morsom som Dirch Passer”, var Per let at overtale.
Også Lis ville gerne afsted.

Det blev en fantastisk aften. Både rockgruppen og Jørgen Mortensen gjorde dybt indtryk:
”Vi var skiftevis dybt alvorlige og snart efter helt opløst i en sund latter. Efter sangen kaldte Jørgen Mortensen alle, som ville sige ja til Jesus, op foran scenen”, fortæller Lis og Per.
De valgte ikke at gå frem, men følte, at de var gået glip af noget. Begge havde oplevet en stærk varme i kroppen.
Herefter tog de med Eigil og hans kone hjem, hvor de fortalte om varmen, de havde mærket. Eigil sagde, at det var Helligånden, som havde rørt ved dem. Han fik også sagt til dem på en god måde, at de nok havde været bange for, hvad andre mennesker ville tænke om dem. Lis og Per besluttede nu hver for sig, at de ville tage imod Jesus næste gang, de fik chancen.

Da Frikirken næste gang inviterede til møde, var Lis og Per med.
”Dagen var den 6. maj 1989. Da vi kom til det punkt, hvor der blev spurgt, om der var nogen, der ville sige ja til Jesus, var vi de første, der havde hænderne oppe. Dette var noget, vi ikke ville gå glip af.
Da vi havde sagt ja til Jesus, var vi så glade. Vi kunne ikke lade være med at smile hele tiden, og alle kom og ønskede tillykke”, fortæller Lis og Per.
Herefter ringede de til Ole i England. Det viste sig, at han havde sat hele bibelskolen til at bede om, at hans forældre måtte blive frelst.

Lis og Per oplevede nu en forvandling i deres liv. Dagen var mere lys, himlen var mere blå og blomsterne smukkere.
Endnu engang gik Lis og Per til møde i Frikirken. Pers arm gjorde meget ondt den aften, og han tænkte, at han burde være blevet hjemme. Men pludselig var der en mand, som sagde, at Jesus ville helbrede én med meget store smerter i venstre arm og skulder.
”Jeg tror, at mit hjerte holdt op med at slå et par sekunder, men så afbrød Lis stilheden og sagde så højt, at alle kunne høre det: ”Det er dig, Per.”
To personer lagde nu hænderne på Per. Han følte, at smerten gled ud af skulderen, ud af armen og fingrene – og så var den væk.
Per følte også, at der var endnu én, som stod bag ham og lagde hånden på ham. Der var dog ingen at se.
”Men Pers arm har ikke fejlet noget siden, og harmonikaen skulle han komme til at spille meget mere på i årene fremover” fortæller Lis og Per.

Artiklen er et forkortet uddrag fra bogen ”Vi er Lis og Per” af Iben Tranholm med tilladelse fra ProRex forlag. Bogen kan også købes i Udfordringens bogsalg.