Hjælpearbejde baner vej til kirken
Adventisternes hjælpeorganisation ADRA Danmark fylder 25 år og har interessante bivirkninger.
ADRA Danmark har formidlet nødhjælp og udvikling til verdens fattigste lande siden 1987. Det er blevet til hjælp for langt over 1 milliard kroner.
Hjælpen er mest gået til Afrika, hvor den også har skabt interesse for kristendommen:
– Officielt er ADRA Danmark en ikke missionerende organisation, men i praksis sker det meget ofte, at kirkerne vokser i de områder, hvor ADRA har en indsats. Dette skyldes primært, at folk oplever, at ADRA yder hjælp til dem uden at forvente noget tilbage. Og de ved, at adventistkirken står bag. De søger så hen til adventistkirken i nærheden og bliver på den måde ofte til en del af menigheden, fortæller ADRA Danmarks PR-koordinator Bjørn Krøll til Udfordringen.
Mere end 15.000 familier i Burundi og Congo har fået et nyt hjem med hjælp fra danske donorer.
98-årige Else Mortensen fra Randers har gennem de sidste 5 år købt 34 huse.
– Mit mål er at have købt 50 huse når jeg fylder 100 og så vil jeg ned og besøge et af dem, siger hun.
ADRA har netop fået en pris af AfriComNet – det afrikanske netværk for strategisk kommunikation i sundhed og udvikling. Det drejer sig om ADRAs børneradioprojekt i Burundi, som giver børn og unge en stemme i debatten om hiv og aids.
ADRA giver nødhjælp i verdens brændpunkter efter krige og naturkatastrofer. Børneskoler, landbrugsskoler og sundhedsklinikker er blevet bygget i Mellemamerika, Sydamerika og Afrika.
ADRA har meget lave administrationsomkostninger. Sidste år lå administrationen på 9,8%, og den indeholder både udgifter til fundraising og lønninger.
/sl