Bibelen genfortalt af Bjarne Reuter

I ”Bogen” tager forfatteren sig lidt for mange kunstneriske friheder.
”Jesus vendte sig mod graven. Lazarus, råbte han, kom herud. Der gik kun et øjeblik, så dukkede den døde op i sine hvide ligklæder, men død var han ikke mere”. Sådan skriver Bjarne Reuter i sin flotte og smukke gengivelse af beretninger om Jesu opvækkelse af Lazarus fra de døde.
Der er flere sådanne flotte beskrivelser i Bogen – Bibelen genfortalt af Bjarne Reuter. Det har været et stort arbejde at genfortælle en række af Bibelens skrifter, så det giver en god fornemmelse af Bibelens indhold, og Bjarne Reuter gør det med den kunstneriske frihed, der hører til, når man genfortæller Bibelen. Og det er tydeligt, at det er en dygtig forfatter, vi har med at gøre. Jeg nyder fx et udtryk som ”figentræets blå skygge”.

Fejllæsninger og skævheder

Men jeg oplever dog, at han går for vidt i sin kunstneriske frihed i forhold til bibelteksterne. Han forfalder til – ligesom mange kendte malere – at gøre frugten fra kundskabens træ i Edens Have til et æble. Bibelen siger intet om æbler i den sammenhæng. Han overtager også mange søndagsskolefortællingers ord ved at sige, at der gik et par af hvert dyr ind i Noahs Ark, men der var nu syv par af de fleste.
På side 187 i beretningen om kvinden, der er grebet i hor, lægger han ord i munden på Jesus, som vi ikke finder i skriften, og her synes jeg, han går for langt i sin kunstneriske frihed. Genfortællingen af Bjergprædikenen side 219-222 henlægger Bjarne Reuter til Oliebjerget, mens den i virkeligheden blev holdt på skrænterne oven for Genesaret Sø. Fodtvætningsscenen, der fandt sted i ovensalen i Jerusalem, henlægger han til Getsemane Have løsrevet fra indstiftelsen af nadveren, som den hører tæt sammen med. Også Jesu sidste måltid med disciplene og indstiftelsen af nadveren lader han finde sted i Getsemane Have uden for bymuren, mens det vitterligt fandt sted i ovensalen inde i Jerusalem.
Bogen fører os gennem de vigtigste beretninger fra Skabelsen til pinseunderet efter Jesu himmelfart og giver også et lille, meget lille, indblik i Paulus og Johannes Åbenbaring.

Målgruppen?

Men hvem er så målgruppen? Det spørgsmål har jeg spekuleret på gennem hele bogen – og har stadig ikke noget svar. Det er ikke børn, teenagere og unge. Det er næppe teologer, selv om nogle teologer vil finde det spændende at drage sammenligninger med Skriften. Det er næppe de faste daglige bibellæsere. Men måske er det nysgerrige, der gerne lige vil stifte bekendtskab med Bibelens indhold i kort form.
Der er i tidens løb lavet mange gendigtninger af Bibelen og dens beretninger. Bjarne Reuters Bogen hører ikke til de bedste.
Noget af det bedste, jeg har set endnu, er Danmarks Kirkelige Mediecenters multimedieprojekt fra 2010, hvor Sigurd Barrett fortæller bibelhistorier. Men her er målgruppen helt klar: børn. Men lur mig, om ikke rigtigt mange teenagere og voksne har kigget med over skulderen og fået glæde og udbytte af det.

Bjarne Reuter: Bogen
– Bibelen genfortalt
af Bjarne Reuter
303 sider • 349,95 kr.
Bibelselskabet