“Dette er Binyamin Netanyahu – stem på mig”

5.6 millioner israelske vælgere afgør idag sammensætningen af den næste regering, og valgdagen var begunstiget af 22 graders varme i Jerusalem i slutningen af januar med høj, blå himmel og sommertemperaturen 25 grader i feriebyen Eilat.
Endnu sent iaftes havde titusinder stadig ikke besluttet sig for, hvem de ville give deres stemme. Og denne situation udnyttede mange politikere til at kontakte dem for at prøve at få deres stemme.

Regeringschefen ringede til en masse mennesker iaftes og sagde:
– Dette er statsminister Binyamin Netanyahu – det er ingen spøg – og jeg håber, at du, din familie og venner vil stemme på mig.

Mange af dem, han ringede til, ville ikke tro deres egne øren, da de hørte, hvem der telefonerede.
Men om virkningen af dette elektronisk aktiverede opkald vides intet. Blot at det viser Netanyahus
valgoffensiv i sidste øjeblik. Han havde også placeret store annoncer på avisernes forsider, hvor han er badet i lys, mens alle hans modstandere og udfordrere ses i mørke, truende toner.

Allerede kl. 7 30 imorges, da valghandlingen indledtes, var israelere i stort tal på vej til stemmeurnerne. Gamle og unge. Folk i rullestole og med krykker. De ville udøve deres demokratiske ret, selv om turen kunne være besværlig. Men ved ankomststedet, i reglen en skole, blev de modtaget af beredvillige unge mennesker, der sørgede for, at hidtil “ukendte” elevatorer blev åbnede for de gangsbesværede.

Valgdeltagelsen var høj, hvad nogle politikere så som en fordel for dem.

“I Sri Lanka ville mange…”

En ung hjemmehjælperske fra Sri Lanka, der havde fulgt en gangbesværet person til afstemnigsstedet, sagde:
– Her er så roligt. Hvor underligt for mig. En valgdag i Sri Lanka er fuld af vold, med mange dræbte.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Vits

Præsident Shimon Peres, der stemte på et kunstakademi i Jerusalem, svarede på spørgsmålet, om han havde tvivlet på, hvem han skulle give sin stemme:
– Enhver bør have tvivl om, hvem man vil stemme på. Men ikke om valghandlingen. Alle borgere må være stolte af deres land.

Konfronteret med spørgsmålet om han havde blandet sig i valghandlingen, kom der en rigtig Peres-vits:
– Selvfølgelige blandede jeg mig. Jeg stemte. Er det ikke indblanding?

Formanden for det nye “Yes Atid” (“Der er en fremtid”)-parti, Yair Lapid, sagde efter at have stemt i Tel Aviv:
– Det er første gang, jeg stemmer på mig selv. Det er en meget særlig følelse. Jeg håber, at alle stemmer og tager del i denne politiske fest.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Netanyahu

– Det er første gang, hele familien er ude at stemme, sagde Netanyahu, da han med sin kone Sara og sønnerne Yair og Avner kom til et gymnasium i Jerusalem for at stemme.

Hans søn Yair sagde:
– Vi opfordrer alle unge til at stemme for Likud-Israel Beteinu.

Opmærksomhed

Valget har ikke vakt større opmærksomhed i USA’s medier. Dette skyldes bl.a., at det fandt sted dagen efter præsident Barack Obamas embedsindsættelse, som har domineret amerikansk presse, samt den matte valgkampagne i Israel, og at valget synes afgjort på forhånd – Netanyahu som vinder.

Et af verdesmedierne, avisen “International Heral Tribune”, havde idag ikke en linje om begivenheden.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Arabiske Liga

Den arabiske Liga har opfordret israelse arabere til at stemme – “for at prøve at forhindre en højredrejet regering”.
– En sådan regering vil fremme racistlove og etnisk udrensning, hedder det i opfordringen.
Når resultaterne iaften efter afstemningen begynder at strømme ind, vil hundredtusinder af israelere sidde oppe foran TV natten igennem for at følge udviklingen.