Ny komet i israelsk politik – men Netanyahu vandt knebent

Det israelske knessetvalg blev afgjort inat, da statsminister Binyamin Netanyahus højregruppe vandt 31 af tingets 120 mandater, mens den nye komet i israelsk politik, tidligere journalist og TV-star, Yair Lapid, opnåede 19 sæder for sit “Yesh Atid” (“Der er en fremtid”)-parti, som blev det næststørste i parlamentet.
Afstanden mellem højregruppen og center-venstre blokken er den mindste i Israels historie – 60 til højrefløjen og 52 til center-venstre gruppen. Dette vil give Netanyahu mange kvaler med at danne en ny regering.

Som leder af det næststørste parti er det usandsynligt, at Lapid vil afvise en indbydelse til at slutte sig til Netanyahus koalition. Netanyahu siger, at udover Likud-partiets “naturlige partnere” anser han “Yes Atid” som en “sand partner” i regeringen.

Højregruppens mandatantal var langt under det forudsagte, men nok til at højre forbliver ved styret, dog med langt mindre magt, end Netanyahu havde håbet.

Sejrstale

I sin sejrstale sagde han:
– Jeg er stolt over at være Jeres statsminister. Jeg takker jer for at have givet mig en chance – for tredje gang – til at lede staten Israel, et stort privilegium og ansvar. Jeg vil danne den bredest mulige koalition.

Arbejderpartiet genvandt sin stilling i knesset og blev med 15 mandater tingets tredjestørste parti.

Tidligere udenrigsminister Tzipi Livnis “Hatnua” (“Bevægelsen”)-parti opnåede seks sæder – tre mindre end forventet – det samme fik det liberale “Meretz” (“Energi”)-parti, som fordoblede sit mandatantal i forhold til sidste knessetvalg.

Af de religøse partier fik det ultra-ortodokse “Shas”-parti 11 mandater, mens dettes rival, “Habayit Hayehudi” (“Det jødiske hjem”)-parti under ledelse af den karismatiske Naftali Bennett gjorde et dybt indhug i rækkerne ved også at opnå 11 mandater – ikke blot blandt de religiøse, men også hos verdslige.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Araberne

De arabiske partier holdt med 12 mandater stillingen fra tidligere knessetvalg. Den arabiske Ligas opfordring til israelske arabere om at gå ud og stemme syntes at have båret frugt med en højere arabisk valgdeltagelse end tidligere.

Den almene valgdeltagelse var usædvanlig stor, hvilket fornemmedes allerede da valglokalerne åbnede kl. 7, og vælgene begyndte at strømme dertil. Ifølge Den centrale Valgkomite udøvede 66.6 procent af israelerne deres ret til at stemme, for soldaternes vedkomende 80 procent. Der blev afgivet 3.767.000 stemmer, hvoraf blot 40.000 blev erklæret ugyldige.

Et af valgets resultater var, at den sendte et klart budskab fra vælgerne: “Vi ønsker en ændring”.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Opmærksomheden

Opmærksomheden samles omkring Yair Lapid og hans store valgsejr. Han er søn af afd. knessetmedlem, journalist Tommy Lapid, som bekæmpede de ultraortodokses magtposition. Sønnen besluttede først ifjor at gå ind i politik. Hans tilhængerskare er vokset stadig, især blandt unge. Mange af dem er tiltrukket af hans moderne, “free style”- image, for hans vedkommende omfattende sort habit og sort t-skjorte.

Partiets hovedkvarter i Tel Aiv nærmest eksploderede i ekstase, da det blev klart, at Lapid med sit nye parti havde opnået 19 mandater.
– Vores parti er grunden til den store valgdeltagelse, sagde et af partimedlemmerne. Vi vil spille en stor rolle fremover. Det er helt overvældende. En følelse af ansvar over for Israel.

Ansvar

I en lederartikel i morgenavisen “Ha’aretz” hedder det idag:
– Yair Lapid, valgets vinder, har et stort ansvar sammen med sine partnere på center-venstre fløjen – Arbejderpartiets Shelley Yacimovich og “Hatnuah”-partiets Tzipi Livni. De må forhindre Netanyahu og Avigdor Lieberman og disses partnere på det ekstremt højre samt de ultra-ortodokse fraktioner i at nedbringe Israel på hjemmebane og internationalt. De må ikke fristes til at slutte sig til Netanyahu og hans lærlinge med et overflødighedshorn af porteføljer og æresbevisninger. En fremtid er begyndt at vise sig inden det næste valg – og at Netanyahu hører fortiden til.


Artiklen fortsætter efter annoncen: