20 år med hjælp til kristne med problemfyldt seksualitet

Agapes sjælesørgeriske arbejde blandt kristne med en svær seksualitet, Basis, kan nu fejre sit 20 års jubilæum.I år kan foreningen Basis’ sjælesørgeriske arbejde blandt kristne med en problemfyldt seksualitet fejre 20 år.
Basis, som er tilknyttet Agape, er et forum, hvor kristne med en problemfyldt seksualitet kan møde andre med samme problematikker.
– Vi fejrer, at rigtig mange mennesker gennem en årrække har fået livshjælp og troshjælp gennem Basis, og vi fejrer, at nogen for 20 år siden fik syn for at skabe et fællesskab, som kunne hjælpe kristne med tabu-belagte udfordringer til at føle sig som en del af noget, forklarer Annette Bech Vad, som er landsleder i Agape.
Ud over at skabe et fællesskab har Basis også tilknyttet et net af frivillige sjælesørgere med særligt hjerte for denne problematik.

Presset fra begge sider

Selvom Basis har eksisteret i to årtier, er tiden bestemt ikke løbet fra foreningen.
– I dag oplever mange af dem, som kæmper med at få tro og seksualitet til at passe sammen, at blive presset fra både samfund og kirke. Den gængse holdning er, at de bare skal leve det ud, mens dette måske ikke harmonerer med den enkeltes samvittighed og bibelsyn, forklarer Annette.
Det er mange forskellige, som benytter sig af Basis.
Det kan være mennesker som oplever seksuel afhængighed af fx pornografi, mennesker der oplever at have homoseksuelle følelser og som ikke ønsker at leve det ud.

Sårbart emne

I øjeblikket kommer der typisk omkring 10 personer til de to årlige Basisweekender, men derudover har foreningen kontakt til mange gennem møder og sjælesorg.
– Det er ikke alle, der er i en tid i deres liv, hvor de har brug for eller er klar til fællesskabet. Nogle finder måske også ud af, at de har brug for anden hjælp først, siger Annette.
For nogen år siden oplevede Basis en mediestorm på grund af deres politisk ukorrekte holdninger. Agape blev undersøgt til bunds, og man fandt intet at bemærke. Men seksualitet og tro er stadig et meget sårbart emne for de implicerede.
– Basis har spurgt en del kvinder, som er kommet meget langt i deres håndtering af deres seksuelle udfordringer, om at holde et kort oplæg til jubilæumsfesten, men det er der ingen, som vil eller har mod på, fortæller Annette.
– Der er også i dag et stort behov for Basis’ tilbud i en verden, hvor holdningerne hele tiden rykker sig, og hvor mange mennesker kan opleve sig pressede, hvis deres holdninger til seksualitet er politisk ukorrekte, slutter Annette.
Jubilæumsfesten foregår i Bethesda i København den 16. marts.