Det danske hus indviet ved Genesaret sø

Ordet & Israel indvier et dansk center for bibelundervisning ved selveste Genesaret sø i Galilæa, hvor Jesus engang gik omkring.Efter otte års hårdt arbejde, en enorm indsats af mange frivillige og en overvældende stor økonomisk opbakning kunne den kristne bevægelse Ordet og Israels fredag den 4. januar tage sit nye hus i brug.

Danmarks ambassadør i Israel, Liselotte Plesner, talte ved indvielsen af Det Danske Hus.

Det er første gang nogensinde, at der er indviet et dansk hus ved Genesaret Sø til brug for bibelundervisning af danskere.
Det Danske Hus ligger i Poriya ved sydenden af Genesaret Sø i Galilæa – den landsdel af Israel, hvor Jesus boede, arbejdede og underviste det meste af sit liv.
140 personer fra Israel og Danmark var mødt op til åbent hus-arrangementet, der fandt sted i strålende sol.
Blandt de israelske gæster var arkitekten, entreprenøren, håndværkerne, advokaten og andre, der har været med i byggeprocessen. Desuden var mange af Ordet og Israels samarbejdspartnere og israelske venner fra hele landet mødt op.

Ambassadør på besøg

Danmarks ambassadør i Israel, Liselotte Plesner, deltog med sin familie i indvielsen.
I sin tale sagde hun blandt andet: »Som officiel repræsentant for Danmark gør navnet ’Det Danske Hus’ mig stolt.«
Hun udtrykte ønske om, at mange danskere gennem Det Danske Hus må lære Israel bedre at kende, så huset kan tjene til at styrke forbindelserne mellem de to lande.

Det Danske Hus består af to bygninger, placeret på skråningen over Genesaret Sø.
Danskere festede

Ud over bestyrelsesmedlemmer og ansatte i Ordet og Israel var et større antal danske venner rejst til Poriya for at deltage i festdagen.
Samtidig med indvielsen i Israel blev der holdt indvielsesfester i Hammerum og Hillerød. Opbakningen til de danske indvielsesfester slog alle forventninger med 250 deltagere i Hammerum og 150 i Hillerød. Et højdepunkt var den direkte videoforbindelse mellem Poriya, Hillerød og Hammerum, som blandt andet blev brugt af Ordet og Israels formand, Hakon Christensen. Han rettede en varm tak til alle, der har bidraget til det store projekt.
Det Danske Hus skal bruges til bibelundervisning i Israel. Den 24. januar rykkede de første tyve unge danskere ind i huset, hvor de skal bo i de næste tre måneder, mens de studerer Bibelen i Bibelens eget land.
Henri
Fotos: Ordet&Israel