Så kan de lære det!

Hvordan skal man forklare, hvordan troen og kristendommen egentlig hænger sammen? Hvordan gør man det på en måde, så teenagere kan forstå det og oven i købet forholde sig til det helt personligt?
Ja, det svarer Henrik Gren Hansen på i Troslære for teenagere.

En god portion selvironi og humor

Virkemidlerne i kommunikationen til unge er ikke nye, men velprøvede og virkningsfulde. Det handler om at skrive i et sprog, som er helt ned på jorden, blottet for teologiske termer og religiøse klicheer. Netop det mestrer forfatteren til denne lille lette sag om et emne, der er alt andet end en let sag at forklare.
Han lægger ud med at indrømme, at bogen slet ikke kan leve op til sin titel, fordi den ikke er en troslære og ikke er til teenagere… og dog. Det er naturligvis et trick, som handler om at få læseren til at aflægge sig sine fordomme om begge fænomener for at kunne anskue det hele fra en ny vinkel.

Troværdigt budskab

Herefter forklarer han, at troen handler om at finde meningen med livet. Man kan følge ”sit hjerte” eller ”Se Jesus på korset”. At følge sit hjerte er det, de fleste vil sige giver mening, er naturligt og ægte. Problemet er bare, at der flyder slangegift i blodet og det pumpes rundt i kroppen af et hjerte, som vil være uafhængigt af Gud, ja faktisk være sin egen Gud. Over for denne menneskelige stræben efter mening og ultimativt gudløshed, hænger Jesus på korset.
”Men Jesus hænger der på korset for at befri dig fra slangegiften og give dig fællesskab med Gud. Hvad betyder det – at blive fri fra giften? Det betyder det samme som at blive fuldkommen, nemlig at blive befriet for at ville være fri for at følge Guds vilje!” s.59
Med enkle metaforer og gennemgående sætninger forklarer forfatteren på rammende vis, hvad meningen med livet er set fra Guds og Satans perspektiv.

Himmel og Helvede

Evangeliet forkyndes klart og tydeligt. Der er en evig fortabelse – et Helvede af ild og tænderskæren, som aldrig ophører. På den anden side er der et fuldbragt frelsesværk, som tilbydes os ufortjent, men i Jesu godhed og af Guds kærlighed.
Der er et liv med Bibelen som Guds suveræne guidebog til vores liv, og en kristen kan ikke gå på tværs af det, Bibelen vil…? Åndens liv, som i denne bog omskrives til din nye identitet i Gud, bliver den drivende kraft i en kristens liv, derfor må der være en indre kamp, når vores hjertes lyst vil sætte dagsordnen.

Anbefalelsesværdig

Det er tid til konfirmationer og ungdomsvelsignelser, og i den sammenhæng kunne man håbe, at de unge – og andre for den sags skyld – fik denne gode bog med i tillæg til en stærk opfordring: læs den, for den giver mening!

Henrik Gren Hansen: Troslære for teenagere
160 sider • 99,95 kr. • LogosMedia