Det er kedeligt!

Ja, undskyld jeg siger det. Men det er altså kedeligt det der havearbejde.
Det har jeg i hvert fald altid syntes, at det var.
At luge i een uendelighed, at klippe hæk igen, og igen, og igen og igen. Rydde sne. Fjerne mos. Rive blade sammen.
Opgaverne er mange, og de fristede mig aldrig særligt, når mine forældre i min opvækst satte mig igang.
Men nu er der sket noget underligt. Jeg synes faktisk, det er blevet en lille smule hyggeligt. Muligvis har det noget at gøre med, at jeg for første gang i mit liv har en have, som er min – altså vores!
Det første år vi har boet her, har ellers mest været præget af destruktivitet. Alt trængte til en kærlig og meget fast hånd.
Vi havde hørt nogen sige, at man ikke kan beskære et æbletræ for meget. Det håber vi er rigtigt. Både for æbletræer og en masse andre buske, som vi ikke rigtigt ved, hvad hedder. Der er blevet revet mos op af græsplænen, væltende hække er blevet rettet op, og ukrudt i mandshøjde erstattet af fiberdug og granit. Aaah. Endelig.
Endelig kunne vi få lov til at plante noget. Og med den pludselige fremkomst af forår kan jeg mærke, at jeg næsten er lidt misundelig på min mand. Han har nemlig taget det primære ansvar for haven. Jeg syntes jo, at det var kedeligt.
Men nu er der sket noget underligt. Når jeg ser blomster rundt omkring i butikkerne, har jeg for første gang lyst til at købe dem med rod på. Det er næsten lidt pinligt, synes jeg selv.
Måske er det blevet sjovere, fordi det faktisk er lidt hyggeligt at have to småbørn med i haven. Måske er det, fordi solen skinner. Eller måske er det bare fordi, den er vores.
Det er mærkeligt, hvad ejerskab og ansvar gør ved os som mennesker. Hvis vi bare får uddelt pligter og opgaver, har begejstringen tit lang vej til overfladen.
Men når noget bliver vores eget, sker der en ændring. Det er, som om skaberens kreativitet pludselig spirer i os, der er skabt i hans billede.
Måske er det noget, vi kunne lære noget af i kirker og missionshuse i det ganske danske land?

Af Eva M. Jørgensen
Journalist