Han afstøver begrebet Treenigheden
Michael Reeves forsøger i Den smukke Gud at gøre Treenigheden forståelig.
Er det at tro på Treenigheden egentlig så vigtigt? Ja, for Guds treenige væsen er ikke en mindre teknisk detalje, men en livsnødvendighed for det kristne liv og den kristne glæde.
Det er med store ord, Michael Reeves slår Treenighedens betydning fast. Men han argumenterer og forklarer sig overbevisende.
Michael Reeves er ifølge bogens bagsideoplysninger teologisk leder for et kristent studenterarbejde i England.
Han støver Treenigheden af for de mærkværdige forklaringer, den er blevet udsat for. Som at blive sammenlignet med et æg bestående af blomme, hvide og skal; med en trekløver eller med vandets tre former: Is, vand, damp.
Det gør Treenigheden komisk og irrelevant. Hans tilgang er at pege på, hvad det betyder at tro på en treenig Gud.
Det er ved at være treenig, Gud adskiller sig fra alle andre guder.
Gud er ikke først og fremmest en skaber, men en far, fordi han er far til Sønnen Jesus, som har givet også os lov at kalde Gud for far.
Gud er ikke en alene-gud, der skaber mennesket for at have nogen at have fællesskab med. Allerede før skabelsen er Gud et fællesskab, nemlig en himmelsk familie bestående af Far, Søn og Ånd, og han skaber mennesket for at invitere det til at blive en del af det fællesskab.
Gud er ikke en fjern Gud. Han er helt nede på jorden sammen med os gennem sin Søn og Ånd.
Michael Reeves skriver forståeligt og opfindsomt, fx sådan her: Ånden er altså ikke nogen guddommelig mælkemand, som efterlader en flaske liv på vores dørtrin og går videre til den næste. Nej, han giver os liv ved at komme ind i os og forblive derinde.
Men læren om Treenigheden er kompliceret, så det kræver noget både at forklare og forstå den. Men vil man gøre en indsats for at forstå den, får man udbytte af denne bog.
Michael Reeves: Den smukke Gud
192 sider 199,95 kr. Credo