Ikke for mange numre, tak!

Jeg kan godt lide tal. De løber ikke om hjørner med folk, nej, dem kan man regne med!
Hvis jeg skal sige det selv, så er jeg faktisk også ret god til det der med tal. Jeg kan næsten huske alle mine ungers cpr-numre, foruden mit eget og min mands, selvfølgelig. Mit husnummer og mit postnummer kan jeg også, og min mands og mine drenges telefonnumre. Jeg kan også næsten huske mit eget telefonnummer – det er ret godt klaret, for det er jo ikke så tit, jeg har behov for at ringe til mig selv.
Det kniber straks lidt mere med bilens registreringsnummer. Til gengæld kan jeg både pinkoden til dankortet, benzinkortet, lånerkortet – og til indgangsdøren og kopimaskinen på mit arbejde. Koden til tyverialarmen sidder også ret godt fast efterhånden. I hvert fald, hvis jeg husker at tænke mig om et halvt minut, før jeg forsøger at åbne døren.
Nogle gange kommer jeg til at fundere over, hvordan alle disse tal er lagret i hukommelsen. Hvordan kan der være så mange derinde, uden at de konstant kommer op at slås eller bliver rodet uhjælpeligt sammen? Og hvad nu, hvis jeg en dag kommer til at putte en enkelt kode eller talkombination for meget derind? Måske vil der ske det samme, som når en computer får for meget at tygge på, så hele harddisken simpelthen står af eller bliver umulig at komme i kontakt med. Eller også bliver alle tallene slettet på én gang, så man kan begynde forfra med nye, friske tal.

Jeg håber det ikke. Tanken er direkte skræmmende. Derfor forsøger jeg at glemme den igen, lige så hurtigt, som den melder sin ankomst. Uden at glemme en eneste af mine mange koder, selvfølgelig.

Af Heidi Bobjerg
programmør og cand.mag. i russisk