I engles fodspor

The Angels’ Share er den nyeste film fra Ken Loach, der er kendt for sine socialrealistiske film om arbejderklassens England. Men i modsætning til hans tidligere film, er der i denne film en mildere og mere humoristisk tilgang til fortællingen.

Robbie (Paul Branigan) og Leoni (Siobhan Reilly) med deres søn i The Angel’s Share (still fra filmen: Camera Film)

Den britiske instruktør Ken Loach har – sammenlignet med sine politiske og sociale kommentarer om den engelske arbejderklasses genvordigheder i tidligere film – lysnet sit sortsyn i denne bittersøde skotske komedie, der vandt Cannes Jury Prize i 2012.
Glasgow-bøllen Robbie (Paul Brannigan) står overfor en længere fængselsstraf for overfald, men modtager samfundstjeneste i stedet for, fordi dommeren ser noget i denne unge mand, der aldrig før har fået en chance. Robbie er fast besluttet på at lægge sit kriminelle liv bag sig, ikke mindst fordi hans kæreste venter deres barn, men hans fortid betyder få jobmuligheder og en masse fjender. Ved et tilfælde lærer han og tre andre småforbrydere om en sjælden whisky, der efter sigende skulle være mange penge værd, og så går den til tider urkomiske skattejagt.
Bag den skotskternede humor gemmer der sig en mere dyster historie, og Paul Brannigan, der før han blev opdaget af Ken Loach, selv var i færd med at smide sit liv væk i småkriminel slum, spiller på alle følelsestangenterne. Robbie er en livslang kriminel, et barn af kriminelle og – hvis han ikke ændrer på sig selv – far til en fremtidig én selv. Han har været i fængsel flere gange, blandt andet for en slåskamp, der resulterede i, at han gjorde alvorligt skade på et andet menneske. Den scene, hvor Robbie mødes med sit offer og hans familie, er både nedslående og opmuntrende. For Robbie véd, at han ikke længere ønsker at leve sådan; at han ikke længere ønsker at være en del af det darwinistiske system, hvor de stærke slår på de mindre stærke. Men hvordan kan man lave sit liv om, hvis man alle dage har fået at vide, at man ikke duer til noget?
Ken Loach er ikke en filmskaber, som beskæftiger sig med underlødig underholdning. Efter sine kompromisløse historier om social uretfærdighed, fortalt med en sviende intensitet, synes komedier ikke at være hans force. Men det er, hvad der gør The Angels’ Share så meget desto mere bemærkelsesværdig. De sædvanlige socialrealistiske elementer er på plads, men der svæver en blidere hånd over historien. The Angels’ Share er en film om at give en ny chance til nogen, der har fået alt for få, og om modet til at turde tage den chance. Vi finder først ud af til sidst i filmen, om forbrydelse virkelig betaler sig. Men det er et bevis på den britiske filmskabers underfundige fortællestil og hans stærkt sociale bevidsthed, at man ender med at heppe på hans lille gruppe af underklassens tabere.

The Angel’s Share • 101 min. • Biopremiere: 6. juni