Morfars tro præger BT-journalist
Den erfarne BT-journalist Bertel Thomsen har i ny bog beskrevet sin morfars Jens Knudsens liv som præst for danske nybyggere i Amerika.- Spurgte nogen i en forsamling, hvad de skulle synge, lød præstens svar tit: Giv mig Gud en salmetunge, men morfar tilføjede stille, når han fortalte om det: Den bøn hjalp ikke, men Vorherre har nok ønsket, at jeg skulle bære den byrde. Og Hans byrder til mig bærer jeg med smil.
Sådan lyder Bertel Thomsens forklaring på titlen Præsten, der ikke kunne synge, som hans seneste bog bærer.
For hans morfar Jens Knudsen, som er præsten i bogen, havde ikke en tone i livet.
Bertel Thomsen, 81, har stor erfaring i det med at skrive. En livslang tjeneste som journalist på farten har gjort det skriftlige til noget helt naturligt.
I foråret udkom bog om præsten, der ikke kunne synge på Lohses Forlag. Og det er en bog, som har været vigtig at skrive
– Jeg er den ældste af seks søskende, og den eneste, som virkelig kan huske min morfar. Min mor var hans ottende barn og den eneste, som slog sig ned i Danmark, selvom hun var den eneste, der var født i USA, fortæller Bertel Thomsen, som bor i udkanten af Kolding i en lejlighed med udsigt over en smuk eng.
Bertel Thomsen opdagede, at alle spor af hans morfar var ved at forsvinde, for Jens Knudsens livsværk lå i USA og Canada og var ganske ukendt i Danmark, selvom det var her, han sluttede sin tjeneste – som præst i Martinskirken på Frederiksberg.
– Det gik efterhånden op for mig, at når jeg dør, er jeg nok den sidste, der ved noget om Jens Knudsen og hans store indsats livet igennem i Guds tjeneste. Jeg havde brug for at riste ham en minderune: at skrive denne bog.
For hans og hans families historie er noget specielt: Hundredtusinder af danske, ikke mindst fra Sønderjylland udvandrede i kriseårene efter nederlaget i 1864 til USA, Canada, Argentina, Australien, New Zealand nogle gik det godt, andre gik det rigtig skidt for.
– Dem med succes blev der talt og skrevet meget om, men rygterne om dem med fiaskoer blev skjult også for – og af – familierne i Danmark.
Mange havde mistet troen og savnede kirkelig hjælp. Ikke mindst i et samfund som USA med et ofte korrupt politi og dengang helt uden socialforvaltning. Disse nødstedte danske ville han være med til at hjælpe gennem sit virke i kirken og med bøn til Gud.
De mange fortvivlede arbejdshungrende danske rejste ud i håb om at finde guld på gaden eller få superhøst på en frugtbar prærie, men mange gav op. Og forsvandt.
– Jens Knudsen var en ener, som rejste ud med sin familie ikke for at tjene penge, men for som præst at give landsmænd i åndelig nød en hjælp til at vende tilbage på troens vej.
– Derfor var bogen vigtig at skrive for mig, forklarer Bertel Thomsen, som også fremhæver bønnens betydning i sin morfars liv.
– Hele vejen gennem bogen går bøn. Han ber for de mange nødlidende på sin vej og er også taknemmelig for den forbøn, som han og hans familie oplever, understreger Bertel.
Men før Bertel Thomsen blev en mand med tid til at skrive bøger, var han i mange år en mand, som for det meste var på farten.
– Jeg havde altid to kufferter stående. En til rejser nordpå i kulden og én til sydpå, husker Bertel Thomsen, som endte på BT efter en del år på Koldings Folkeblad. På BT var han reporter i fyrre år og nåede både at være på natredaktionen, krimireporter, krigsreporter og meget andet. Han har samlet sine bedste historier fra den tid i bogen: Mr. BT, nyhedsjægeren.
– Jeg har altid elsket at fortælle historier. Lige fra sabotagen under 2. verdenskrig, hvor jeg som dreng sørgede for at være blandt de første på stedet og så fortælle alle, jeg mødte: Der er sket det og det. Jeg vil gerne fortælle tingene, som de er, godt eller skidt, og det er jo i virkeligheden også det, en præst gør bare fra en anden platform, forklarer Bertel.
– Min mor var organist, og jeg var tit med for at trampe i pedalerne, når hun øvede. På den måde har jeg lært mange af salmerne udenad, fortæller han.
For selvom han ikke kendte sin morfar særlig godt, har hans tro og livsvalg altid haft en stor indflydelse på Bertels liv.
De salmer, som han lærte ved sin mors fødder, fik han også brug for i sin karriere som journalist.
– Jeg dækkede i en periode mange drabssager. En vagabond havde myrdet en syvårig pige i Grenå, og jeg var som sædvanligt på stedet straks efter. Jeg satte mig altid for, når jeg skrev om dramatiske, blodige sager, at jeg skulle skrive, så familien ville se mig i øjnene bagefter. Så kom jeg hos pigens familie få dage senere, mens de havde besøg af bedemanden og var ved at planlægge begravelsen. De lukkede mig ind og spurgte, om jeg ikke kunne hjælpe med at vælge salmer. Det kunne jeg jo godt. Senere har jeg fået flere breve fra familien, som var glade for min hjælp.
– Det tror jeg kommer fra min morfar. Det med at kunne komme mennesker i møde, der hvor de er.
Også Jens Knudsens diakonale tilgang til livet, har gjort indtryk på Bertel Thomsen. Det har han også forbundet til sin karriere som journalist.
– Min daværende chefredaktør Morten Pedersen sagde engang, at vi skulle være de skjorteløses ambassadører. For mig er det et udtryk for en kristen holdning.
I bogen Mr BT, nyhedsjægeren kan den tankegang også ses i det udvalg af artikler, som Bertel har valgt at tage med blandt de tusindvis af reportager, han har skrevet. I de 24 historier, som dækker alt fra krige til naturkatastrofer over mord, er den lille medmenneskelige historie også taget med. Om pigen, som ikke ville tvinges tilbage til sin mor. Om formidlingen af adoptioner fra Finland. Om barnet og den blinde mand i Mauritanien, som kom til at dø under tørken.
Og netop når det gælder adoptioner og abort er Bertel Thomsen i høj grad påvirket af Jens Knudsens holdning.
– Jeg kan ikke forstå, at vi i vores samfund accepterer over 12.000 aborter om året, samtidig med at barnløse må importere børn fra udlandet. Hvorfor er der ikke nogen, der tilbyder unge gravide piger, som ikke ønsker barnet, et sted, hvor de i fred og ro kan være gravide, og hvor de bagefter er frie til at beholde barnet eller give det til nogen, som brændende ønsker sig det. Og hvor der er nogen til at hjælpe videre bagefter?
For fem år siden døde Bertel Thomsens anden hustru af kræft. Og smerten er stadig stærk og levende i ham, når han taler om hende. Og sorgen er stadig dyb.
Tæt på hans pensionistbolig ligger en kirke. Det er ikke tilfældigt.
– Jeg var aldrig kommet i gang med livet igen uden kirken. Efter hendes død havde jeg ikke styr på tilværelsens datoer. Men kirken gav mig gudstjenester og foredrag, som jeg skulle afsted til. Den skabte et skelet, som jeg kunne læne mig op af. Ellers var jeg gået helt i stå, forklarer han.
– Også menighedens diakoni i forhold til min smerte betød noget. Men helt essentielt er det selvfølgelig troen, formidlet af kirken, som har hjulpet mig videre i livet, slår Bertel fast.
Selvom han ikke er helt ung længere og må støtte sig til rollatoren for at komme rundt i lejligheden, har Bertel Thomsen stadig flere bøger på bedding og flere historier, han gerne vil fortælle.
Læs anmeldelsen af bogen Præsten, der ikke kunne synge
