Farefuldt volontørjob

”Volontøren” er en spændende og velskrevet roman, inspireret af virkelige hændelser.Volontøren er en spændende bog, læst i et snuptag. Den sætter lys på, hvordan livet og problemerne er i et mellemamerikansk land, Honduras.
Hovedpersonen Mikkel, en nyuddannet dansk journalist, bliver hvirvlet ind i talrige farlige situationer – og det er ikke indlysende, hvordan han skal handle, for det har konsekvenser både for ham selv og andre, herunder hans bekymrede familie.
Forfatteren har med vilje gjort sin hovedperson til det modsatte af en handlekraftig James Bond, netop fordi det ikke er så klart for en almindelig dansker, hvordan man tackler de farefulde dilemmaer.

Retfærdighed koster

I bogen tager Mikkel som volontør til Honduras og opdager hurtigt, at de, der kæmper for retfærdighed, gør det i et meget anderledes og farefuldt miljø, end vi er vant til i Danmark.
Han får indblik i vilkårene for et advokatfirma, som kæmper for basale rettigheder til nogle vagter i et brutalt sikkerhedsfirma, et af de største i landet. Mikkel opdager, at retfærdigheden koster dyrt, for sikkerhedsfirmaet er slet ikke indstillet på dialog og forhandling; de gør derimod alt for at hindre advokaterne i at vinde en retssag for vagterne, bl.a. forsvinder beviserne hos politiet.

Virkelighed og fiktion

Vi får indblik i den meget omfattende sikkerhed, der er for folk, som arbejder i det honduranske retssystem. Samtidig virker det paradoksalt, at tidligere ansatte i det magtfulde sikkerhedsfirma er ansat i politiet, men fortsat står på firmaets side; nogle i politiet er korrupte, dog ikke alle. I bogen viser forfatteren, hvordan man så alligevel – måske – kan opleve retfærdigheden sejre.
Da forfatteren selv er jurist, har han haft gode forudsætninger for at researche de virkelige hændelser, som har været hans inspiration, og det er beskrevet i bogens Efterord.

Læs og lær!

Jonatan Tylsgaard Larsen har tidligere skrevet en historisk roman, ”Den Assyriske Spion” (anmeldt her i uge 41/2009)

Fordi handlingen er i et land, de fleste ikke kender, så er bogens bynavne og steder fremmedartede, men en tur på internettet løser dét, at bogen ikke har et kort. Og et kig på internettets rejsevejledninger om Honduras viser, at det er et land med store udfordringer.
Det er en meget velskrevet bog, der kan gøre læseren nysgerrig på at lære mere om Mellemamerika samtidig med, at man stiller sig selv nogle spørgsmål om, hvad man selv ville gøre i lignende situationer.

Jonatan Tylsgaard Larsen:
Volontøren
– krimithriller inspireret
af virkelige hændelser
320 sider • 250 kr.
(Mp3 lydbog: 200 kr.
E-bog: 150 kr.)
Fokal/Forlagsgruppen Lohse