Min samler-hvalp

Her står jeg igen og kigger på familiens nye hundehvalp. Hun er en sød, rolig og tryg Dansk Svensk Gårdhund på 11 uger. Hun har endnu ikke ødelagt noget, sover fint om natten, kan være alene, og alt er som vi kunne ønske det.

Blot har hun en uvane, bortset fra at tisse på gulvtæppet altså, og det er en udpræget samlermani. Vores sko bliver flyttet og gemt i hjørnerne, helst under eller bagved noget. Bamser, kødben, bolde, drengenes legetøj og andre spændende artikler, hun har fundet på matriklen, slæbes væk og gemmes på nøje udvalgte steder.
I morges lå hun sødt i sin kurv, eller rettere i den gamle hunds kurv, som hun for længst har erobret fra ham, og det var tydeligt at hun ikke lå helt godt. Hun vendte sig mange gange og rejste sig ofte for at inspicere kurvens indhold, hvorefter hun igen prøvede at finde hvile. Da jeg kiggede nærmere på kurven så jeg, at hun lå oven på en opvaskebørste, en bamse, et pibedyr, et kødben, en hjemmesko m.m.
Det var ikke mærkeligt, hvis hun ikke lå så godt længere. Måske har hun samlet tingene sammen for at finde tryghed? Måske var hun nødt til at ligge på tingene, fordi der ikke var gemmesteder i det hvalpesikrede køkken, og hun var bange for at miste sine skatte? Igen måtte jeg tage mig i at ryste på hovedet og igen igen kom jeg til at forestille mig Gud, når han kigger på os.
Han har jo lovet at sørge for vores mad, tøj på kroppen og alt, vi måtte trænge til. Hvorfor ødelægger vi så vores indre ro ved at samle sammen, bekymre os og gemme ting til bedre tider?

Måske ved hvalpen Mini ikke endnu, at vi vil sørge godt for hende og gerne forkæler hende med nye bamser og bolde, men jeg håber, hun lærer det hurtigere, end vi mennesker lærer at stole på, at Gud vil sørge for os, i alle ting.