En redningskrans af kærlighed

Synd er adskillelse fra Gud, og medkristnes fordømmelse kan drive en kristen endnu længere væk fra Gud. Vi skal vise kærlighed og omsorg for vore medkristne og hjælpe dem på fode igen, skriver kronikøren.

Forestil dig denne situation:
En kristen bror er forlist med sin gamle fiskekutter og ved at drukne på åbent hav. Han ligger og klamrer sig til et stykke drivtømmer og råber på hjælp.

Det kan godt være, han er løbet tør for nødblus eller ikke kan finde ud af at morse SOS på den rigtige måde.
Men vi ser, at han er faldet i vandet.

Hvad gør vi ?

Sejler vi vores pletfri speedbåd med vores Jesus-stickers og vores Halleluja båthorn op på siden af ham og siger:
”Vi sagde jo til dig, at du skulle have lyttet ordentligt til vejrudsigten og ikke være sejlet ud i det vejr!”
Eller måske råber vi:
”Hvis du bare havde læst dit søkort rigtigt, som du burde have gjort, så kunne du have navigeret uden om de klipper dér!”
Nej, vel?
Vi ville selvfølgelig blot gøre os umage for at række ham en hånd så hurtigt som muligt og hive ham op i båden.
Men hvis vi ser andre kristne være på vej til at drukne i sjælelige faldgruber – forkerte følelser, tanker eller handlinger – er reaktionen ofte en helt anden end dette eksempel.
Så er holdningen ofte berøringsangst, kulde og bedreviden. Og dette på trods af, at synden hos din kristne bror eller søster ofte netop er sjælens råb om hjælp!

Rulletrappen

I en periode af mit liv gik jeg selv fejl af målet og faldt i synd.
Min liv var blevet en kamp, hvor jeg ikke kunne genfinde sejren over mig selv og min egen svaghed.
Det føltes som om, jeg sad lænket fast til en rulletrappe, der kørte nedad – mens jeg selv forsøgte at kravle op – hele tiden forgæves.
Indtil da havde jeg opført mig relativt ”rigtigt” og ”pænt” som kristen.
Jeg havde derfor ikke selv tidligere mødt den fordømmende kulde, som dømmer andre ”ude”.
Dog havde jeg selv tidligere i mit farisæiske hovmod til tider fordømt andre i mine tanker.
Dette var et resultat af min uvidenhed, selvretfærdighed, umodenhed og mangel på indsigt i den situation, som jeg nu selv var havnet i.

Dybt at falde

Hvorfor falder vi kristne i synd?
Vi kender Guds Ord og har Hans Ånd – altså burde vi vide bedre. I vores ånd, ønsker vi ikke at synde. Det er ikke i vores ånd, at fristelsen til at begå synd opstår.
Det er i sjælen (vores følelser og intellekt) og vores krop.
Vi falder i synd, fordi vi i vores liv oplever en indre sjælelig tomhed, smerte eller længsel, eller fordi vi har dæmoniske infiltrationer i vores liv, som vi ikke er sat fri fra.
Synd har ofte en dybereliggende årsag, som kan udspringe af vores arv, miljø, karakteregenskaber og aktuelle livssituation.
Det afgørende her er, at vi alle har områder i vores liv, hvor vi vil blive fristet.
Vi kan måske ikke altid forstå hinandens svagheder.
Men fællesnævneren for al synd er, at når vi falder, kommer vi ud på en vej, der fører væk fra Gud.
Synd er adskillelse fra Gud. Og det er en smertelig situation for en kristen at være i.

På kanten af skrænten

Det er nogle gange marginaler, der afgør, om et menneske kommer tilbage til Gud efter gerninger af frafald – eller falder helt fra troen.
At møde fordømmelse og afstandstagen fra andre kristne drager os længere væk fra Gud – ikke tættere på ham.
Oprigtig næstekærlighed og menneskelig varme kan derimod være en afgørende faktor for, om vi finder mod og fornyede kræfter til at kæmpe imod synden i vores liv.
At være ”fanget i syndens garn”, føles ligesom at stå på en stejl klippeskrænt og se ned i en dyb afgrund.
Og da man selv er meget svag og sårbar i denne situation, kan andres reaktion ændre hele ens kurs.
Bliver vi mødt af kærlighed og omsorg, kan det være lige præcis de arme omkring os, som hiver os væk fra skrænten og ind, hvor vi har fast grund under fødderne.
Fordømmelse/afvisning, er derimod som en hånd i ryggen – eller blot et koldt pust – som kan få os til at falde forover ned i afgrunden.
Ja, vi har brug for at høre Sandhedens Ord, men ikke uden kærlighedens gerninger hånd i hånd.
”Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.
Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?”
(Mattæus 7,1-4).

Lad os hjælpe hinanden

Fordømmelse er, når vi mennesker ikke forstår at forholde os til andre menneskers indre smerte og kun fokuserer på frugten af den!
Vi ser den rådne frugt, og vi peger fingre af den uden at have ægte forståelse og empati for mennesket og roden/årsagen til hændelsen.
Måske bliver vi endog selvretfærdige og skinhellige, fordi vi ikke selv udlever den samme slags synd.
Og ja, synd i et menneskes liv er rådden frugt.
Og ser vi den, er det en naturlig reaktion at ville plukke den af og smide den væk – men det gør vi ikke ved at fælde træet (mennesket) ved roden!
Vi må hjælpe hinanden til at se hen på Jesus. Ikke støde hinanden bort ved i ord og handling at sige:
”Du ved jo, hvad Biblen siger.Så du kan komme igen, når du engang har omvendt dig.”
(Jeg taler naturligvis ikke om de sjældne tilfælde, hvor en kristen bevidst vælger synden til som livsstil og lever i et oprør imod Guds anvisninger og vælger troen fra for at følge kødets lyst. Jeg taler om den kristne, som er kommet på afveje, men som stadig ønsker at komme tilbage på rette vej og gøre Guds vilje, men som har mistet sin evne, kampgejst og kompas.)

Hvilken type kristen vil du være?

Jeg har gjort det til et mål for mit liv som kristen:
At elske min bror og min søster – og vise kærlighed og omsorg.
Også til dem, som i deres liv ”driver lidt for langt fra kysten” eller til stadighed snubler og ikke kan finde friheden.
Må jeg indtrængende opfordre dig til at sætte den samme kurs.
”Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.”
(Johannes 13,34-35)

Måske er DU lige præcis den rednings-krans, som Jesus vil bruge, når han trækker din bror eller søster op af dybet og sætter deres fødder på sikker grund igen.