13.000 unge kirkeledere til konference i Atlanta
Bevægelsen Catalyst afholdt for 14. gang en konference, som samlede 13.000 kirkeledere under 40 til træning i Atlanta, Georgia den 2-4. oktober. Georgia den 2-4. oktober.
En af USAs største konferencer for kristne ledere, Catalyst Conference, samlede i sidste uge 13.000 unge i Atlanta under temaet Known.
Navnet ’Catalyst’, dvs. katalysator, viser bevægelsens fokus på, at kristne skal gøre en forskel i verden. Dette års tema, ’Known’ (kendt) blev valgt, fordi lederne både ”skal være bevidste om, hvor de går hen, og hvor de kommer fra”.
Passion for Kristus
– Kernen i bevægelsen er at tænde en passion for Kristus og udvikle og udruste den næste generation af ledere til at engagere sig og præge verden, siger en talsmand for Catalyst.
Derfor samlede bevægelsen unge ledere til tre dage med udfordrende undervisning, lovsang og bøn.
Blandt de mange indbyrdes meget forskellige talere var Angela Ahrendts, CEO for modefirmaet Burberry, seniorpastor Andy Stanley og prædikanten John Piper.
– Vi er så priviligerede, at vi har gæstetalere, som både er forretningsfolk og kirkeledere. Disse folk er blandt de sociale entrepenører, som skaber kulturen, siger talsmanden.
Kristent-socialt arbejde
Bevægelsen Catalyst startede i sin tid, fordi nogle unge kirkeledere følte, at kirkernes undervisning henvendte sig mere til de 40-60 årige end til de yngre kirkeledere.
Catalyst-deltagerne har i årenes løb støttet socialt og evangeliserende arbejde verden over. Det har ført til engagement for ofre for kvindehandel og naturkatastrofer.
Samtidig er Catalyst engageret i kampagner for rent vand og 143million.org, som vil hjælpe 143 millioner forældreløse børn verden over.
Kom til mig alle I, som er våde og skamfulde
Judah Smith talte om Jesu ord: Kom til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder:
– Et eneste menneske ud over Jesus oplevede at gå på vandet. Simon Peter kunne gå på vandet, så længe han holdt fokus på Jesus. Derefter gik det ikke længere. Han måtte råbe ”Jesus, frels mig!”
Peter var ved at drukne, men Jesus reddede ham. Han kom våd og rystende af kulde op i båden til de andre disciple. Men ingen tog sig af Peter, for alle havde fokus på Jesus og tilbad ham.Vi vil helst komme til Jesus, når vi er tørre og har styr på livet. Men vi skal prædike, når vi er våde. Og vi skal prædike for alle dem, der er våde. Peter tilbad, mens han var våd!
Peter var en leder, som engang var ved at opgive. Han tog ud for at fiske. Det føler alle ledere trang til ind imellem. Men Jesus tog sig af ham. Gud selv lavede morgenmad til disciplene den dag. Han stegte fisk til dem – han behøvede ikke deres fisk. Men han gav dem et stærkt budskab om sin kærlighed. Og han understregede, at han ville bruge dem.
Jesus siger: kom til mig, alle I som er våde og skamfulde. I skal kende mig og min kærlighed, var det opmuntrende budskab fra Judah Smith.
Rapperen Lecrae var en af de mange kristne musikere, som ledede lovsangen på konferencen.