Accept kræves

Jeg er ved at blive gammel. Hvordan ved jeg det? Jo mine hår på lillefingrene er begyndt at vokse.

Det er det ikke meningen, de skal. Men af en eller anden mystisk årsag er der visse steder, hårene begynder at vokse med alderen. Modne kvinder får flere skæglignende udvækster, modne mænd ønsker sig øre- og næsehårstrimmer i julegave (eller får dem, helt uden at have ønsket dem).

Hvad er det med alder, som giver denne her lidt ubehagelige følelse? Er det fordi, vi hele tiden lever mindre op til tidens skønhedsideal? Er det fordi, vi mærker vores egen ekstreme mangel på udødelighed? Eller er det, fordi alderen minder os om, hvor lidt kontrol vi har over vores eget liv – ja endda over vores egen krop – og det er skræmmende?

Jeg hælder nok lidt til den sidste mulighed. For jeg har opgivet den første og er nok lidt for ung og lidt for rask til virkelig at mærke den midterste. Men det er da underligt, at vi i et samfund, som har så stort fokus på, at vi skal være dem, vi er – vi skal rumme os selv – vi skal gribe dagen, alligevel har så svært ved at slutte fred med alder og alderstegn.

Men hvad gør vi med det kontroltab? Hvordan håndterer vi den virkelighed, som ingen ”American Dream” kan fortrænge, og som dyre produkter i bedste fald blot kan udskyde eller skjule?

Ja, jeg ved det ikke – andet end at vi nok bliver nødt til at acceptere det.
Heldigvis bliver Gud ikke gammel – han bliver ved med at være den samme trofaste far. I Esajas kapitel 46 vers 3 og 4 står det så godt: Lige fra fødslen blev I løftet op, I blev båret fra moders liv. Til I bliver gamle, er jeg den samme, til I bliver grå, bærer jeg på jer. Det har jeg gjort, og jeg vil stadig løfte jer, bære på jer og bringe jer i sikkerhed.

Og så er der også lige et ekstra løfte. Hvis man kan regne med alt det, som den lille 4-årig dreng så i Himlen i bogen ”Himlen findes virkelig”, så kommer jeg til at have min ungdoms krop i Himlen en dag.

Det er okay med mig – og det må godt være kroppen fra før jeg fik børn!