Missionær for livet

Mange hundredtusinder har hørt Egon Falk forkynde gennem de 39 år, han og hustruen Hannah har været missionærer i Tanzania. For nylig fik Egon Falk brev fra det offentlige herhjemme om, at han er blevet folkepensionist. Men han har ingen planer om at slippe sit livsværk.

Egon Falk har sat sig godt til rette i lænestolen og lagt fødderne på en skammel hjemme i det store etplanshus i udkanten af Arusha i det nordlige Tanzania.

I dag fylder han 65 og har valgt at tage en fridag. Hustruen Hannah har varslet en lille overraskelse til fødselsdagsbarnet om eftermiddagen. Inden da har han tid til at lade sig interviewe om parrets livsværk, missionsorganisationen New Life Outreach (NLO).
NLO blev stiftet i 1986, da Tanzanias landsfader, Julius Nyerere, gik af som landets præsident.
– Under Nyerere var det ikke muligt at registrere nye kirker og nye organisationer. Dengang rejste jeg rundt for pinsekirkerne på landets skoler og arrangerede møder og viste film. Da lovgivningen blev ændret, registrerede jeg min egen organisation.
Vi skulle finde på et navn. Da vi jo alle har fået et nyt liv i Jesus Kristus, et evigt liv, valgte vi navnet New Life Outreach.
Troen på Kristus giver mennesker et nyt liv her på jorden men også et evigt liv i himmelen.
Vi har hjulpet de fattige med mad og tøj – vi har fået tonsvis af tøj sendt ned fra Danmark gennem årene. Det er godt, at vi kan hjælpe folk, men hvad er det værd, hvis de ender med at gå fortabt? spørger Egon Falk.
Egon Falks arbejde bliver i dag støttet af lokale kirker i Norge, Finland og USA. I Danmark har NLO sin egen organisation.

Missionær i 39 år

Da NLO blev stiftet i 1986, havde Egon og Hannah Falk allerede boet i Tanzania i 12 år. De blev udsendt i 1974 fra pinsekirken i Lyngby, der er en af Danmarks ældste pinsekirker. Dermed er det 39 år som missionær, Egon Falk kan gøre status over på sin halvrunde fødselsdag. En status, han indleder med at slå fast, at han ikke er ”den typiske missionær”.
– Jeg er mere prædikant eller evangelist. Og jeg arbejder ikke sammen med bestemte kirker eller grupperinger. Jeg arbejder med alle kristne, der vil være med, siger han.

Fra trailer til lastvognstog

Den sidste del af NLO’s navn, Outreach – at række ud til mennesker – lægger Egon Falk stor vægt på. For, som han siger:
– Hvis ikke folket vil komme til kirken, må vi komme til folket.
Da jeg havde stiftet NLO, købte jeg et lydanlæg, som jeg kørte rundt med i en Brenderup-trailer. I dag er det skiftet ud med et stort anlæg, og jeg har scene og egne musikere. Det hele fylder to lastvognstog, som vi kører rundt i landet med otte måneder om året i tørtiden. Vi har to containere indrettet til beboelse, som Hannah og jeg bor i, når vi er ude på kampagner, fortæller Egon Falk og fortsætter:
– Som regel er der en børnepræst, som er på scenen de første timer om dagen.
Mine møder ligger om eftermiddagen. Udover undervisning er det kutyme, at jeg giver et eller andet til lokalsamfundet. Det kan være fodboldtøj, udstyr til en klinik eller måske et offentligt toilet til landsbyen. Den lokale regeringsrepræsentant er som regel med til at åbne dagen. Jeg plejer at betale et tv-hold for at komme, så begivenheden bliver dækket i nyhederne.
Til møderne kommer der nogle gange over 100.000 mennesker, mens der andre gange kun er nogle få tusinde.
Kampagnerne foregår altid på åbne pladser, ikke på lukkede stadions.
Jeg vil give alle muligheden for at kunne komme ind, også dem, der ikke på forhånd har besluttet sig for det. Musikken kan høres ret langt væk og trækker mange mennesker til, fortæller Egon Falk.

Nødvendigt med ro

Da Udfordringen besøger Egon Falk, har NLO-medarbejderne parkeret lastvognene for sæsonen. Det er regntid i Tanzania, og i højlandet, hvor Egon og Hannah Falk bor, hænger der blytunge skyer over den vidtstrakte savanne. Som andre steder i troperne er regntid lig arbejdstid.
Når sæsonens høst er i hus, bliver det igen tid til at komme ud på de støvede afrikanske veje. Indtil da foregår en stor del af arbejdet i NLO-hovedkvarteret, der ligger tæt på parrets hjem, som de fik bygget i 1993, da de solgte deres hus i Danmark.
– Det er vigtigt for os at have et sted, hvor vi kan finde ro, hvile ud og være os selv. Man er nødt til at kunne lukke af en gang i mellem. Man ser de fattige overalt og vil gerne hjælpe. Men vi kan ikke hjælpe alle. Det er umuligt. Derfor er man nogle gange nødt til at lukke det ude og slappe af, siger Egon Falk.
Selvom huset er bygget for hans og Hannahs velbefindende, er det ikke sket uden tanke for de fattige i lokalområdet.
– Da vi flyttede ind, var der ikke vand tilgængelig her i området. Derfor fik vi boret en brønd. Efter aftale med landsbykontoret satte vi en hane op uden for huset, hvor folk gratis kunne tappe vand. Det viste sig at være svært at styre. Vi havde konstant en flod ned ad vejen, fordi hanen altid var tændt.
Så nu har vi i stedet etableret fire vandposter rundt i byen. Vi har fået stor hjælp fra Grundfos derhjemme til at opsætte og vedligeholde pumperne, siger Egon Falk.

Skole er vokset

Det var ikke kun vandpumper, Falk-parret gav lokalsamfundet, da de byggede hus.
– Vi henvendte os til landsbykontoret og sagde, at vi ville hjælpe nogle af de mest udsatte fra lokalsamfundet. Det førte ret hurtigt til, at der kom 50 små børn fra meget fattige familier.
Det virkede voldsomt og overvældende. Men vi fik købt et stykke land og opførte en træbygning, hvor børnene kunne komme og få et måltid, og vi legede med dem.
Da de skulle begynde i skolen, byggede vi en skole, der nu er vokset til en stor, moderne skole, blandt andet med støtte fra den finske stat. De første klasser begyndte på overbygningen (secondary school) i januar i år. Blandt eleverne er der 25 forældreløse piger, fortæller Egon Falk.
– Selvom skolen er velfungerende og finansieringen er på plads, og selvom NLO i dag råder over et velfungerede hovedkontor i moderne lokaler med en uddannet stab af lokale medarbejdere, har Egon Falk ingen planer om at læne sig tilbage.
– Jeg er 65 i dag. I den alder bliver man pensionist i Danmark. Det gik op for mig, da min søn sendte mig papirer, jeg skulle udfylde for at få den folkepension, jeg har optjent gennem mine år i Danmark.
Men jeg kunne aldrig drømme om at trække mig tilbage. Det kan jeg ikke. Det her er mit liv. Det har jeg investeret 39 år af mit liv i. De 39 år har påvirket mig samtidig med, at jeg har forsøgt at påvirke omgivelserne.
Jeg kan ikke bare efterlade det hele. Det ville være uansvarligt af mig, før der er nogen til at tage over. I Afrika er systemet heldigvis ikke så stift som derhjemme. Her kan jeg trække mig gradvist tilbage og lade afrikanerne overtage.
Det kan være, at min søn Ruben skal overtage, men han er i Danmark og tager sig af den danske del af organisationen, siger Egon Falk.
Umiddelbart har Egon Falk dog ikke nogle lokale medarbejdere, der er oplagte kandidater til at overtage ledelsen af organisationen.
Hvis det er en afrikaner, der skal overtage, risikerer vi nemt, at det bliver svært at bevare donationerne fra Europa og USA. Og der er ingen penge her, i hvert fald ikke blandt kirkerne.
Det har taget mig mange år at opbygge tillid fra dem, der støtter mig, og derfor kan det være svært pludseligt at møde op i Europa med en afrikaner og sige, at nu skal folk støtte ham i stedet, siger han og tilføjer:
– Så foreløbigt er det vores beslutning at fortsætte, indtil vi ikke kan trække vejret længere. Det er vi ikke kede af. Det her er vores liv.

Fængslet Frank fik nyt liv

Når Egon Falk fortæller om sit virke i Tanzania, skorter det ikke på historier om mennesker, der er kommet til tro og har fået et nyt liv.

En af dem er Frank, en fange, som fik forandret sit liv totalt efter at han læste en bog af Egon Falk. Bogen uddeles til nye kristne på NLO’s kampagner i Tanzania.
– Jeg ved ikke hvordan, men en af disse bøger havner i et fængsel hos en fange, der hedder Frank, fortæller Egon Falk og fortsætter:
– Bogen gør stort indtryk på ham, og efter at have læst den spørger han fængselspersonalet, om han må skrive et brev til mig. Det får han lov til. I brevet beder han mig sende ham en Bibel.
I Tanzania er det sådan, at når man først er dømt og sendt i fængsel, bliver man som regel glemt af retssystemet. Men i Franks tilfælde skete der det, at dommeren efter 11 år pludseligt kom til at tænke på Frank. Dommeren forhørte sig i fængslet om, hvordan det gik med Frank, og han fik det svar fra fængslet, at Frank var en mønsterfange. Han blev derefter løsladt på prøve – noget, der ellers er uhørt her i landet.
Da Frank er ude af fængslet, inviterer jeg ham til at komme på min bibelskole. Her bliver han blandt andet undervist i kirkelig ledelse. Efter bibelskoleopholdet søger han job som leder i et af Tanzanias største busselskaber. Og han får jobbet, selvom han er tidligere straffet. Efter nogle år vil han have nye udfordringer og søger igen et chefjob, denne gang i et sikkerhedsfirma, som transporterer kontanter rundt mellem de forskellige banker, blandt andet også Nationalbanken.
Så en tidligere fange ender med at få ansvaret for pengetransporter i landet!
Siden har Frank besluttet sig for, at han vil arbejde for at udbrede evangeliet. Så nu har han sagt sit chefjob op og arbejder med at plante nye kirker i et område ikke langt herfra.

 Af journalist 
Morten Bonde Pedersen