Når kærligheden koster alt
Som Den store Gatsby (anmeldt i uge 21/2013) er Anna Karenina en storladen tragedie, hvor personlig frihed kæmper mod pligt; hvor kærligheden forsvinder i selvisk passion, og kostumerne får ethvert pigehjerte med hang til store kjoler til at banke lidt hurtigere.
Året er 1874, og den unge Anna Karenina (Knightly) rejser fra Skt. Petersborg til Moskva for at overtale sin svigerinde Dolly til at blive hos hendes bror Oblonsky, efter han er blevet opdaget i at have en affære. Anna, der er en følsom og intelligent kvinde, har længe lidt under et upassioneret ægteskab med den meget ældre Grev Alexei Karenin, der svarer på hvert eneste følelsesudbrud fra hendes side med iskold korrekthed. I Moskva møder hun den flotte officer Vronsky, der ellers er kommet til byen for at gøre kur til Dollys yngre søster, Kitty, der også er romantisk involveret i den unge godsejer Levin. Anna flygter tilbage til Skt. Petersborg, men giver snart efter for sine følelser for Vronsky, hvilket viser sig at have fatale følger.
Wrights fortolkning af Anna Karenina er historien om ”en kvindeskæbne, der på grund af sin passion knuses mod det undertrykkende samfunds klipper” for nu at bruge et lige så sindsoprivende sprog som filmen selv. Knightley spiller med så skrøbelig følsomhed denne kvinde, der higer efter lidelsesfuld passion, at man beundrer hendes mod, selv når hun ødsler sin kærlighed på et uværdigt objekt, og med sådan en styrke, at man sympatiserer, selv når Anna tager katastrofale beslutninger. Indtil man husker, at Anna selv er skyld i megen af sin egen ulykke.
Anna Karenina er et udstyrsstykke uden lige: En filmisk skønsang, der hylder den bragende kærlighedstragedie, men Wright mister som Baz Luhrman i Den Store Gatsby undervejs filmens emotionelle kerne af syne. Kulisserne og kostumerne overtager magten – især da Wright synes at forsøge at stille det kunstige ved Annas samfund til skue ved at lade handlingen foregå delvist på en scene. Jeg må indrømme, at jeg var noget forvirret i starten, for romanen, som jeg huskede den, involverede ikke noget teater, indtil det gik op for mig, at de ”skrå brædder” alene var til ære for publikummet i stuerne. Dette filmiske kunstgreb, opbygget omkring scenografi, kostumer, hyper-teatralsk belysning og fantasi-sekvenser, resulterer i en musical uden musik. Nogle gange er det iøjnefaldende på en engagerende måde. Men ofte mister det sin funktion, fordi det teatralske fundamentalt distraherer os fra karakterernes indre liv.
Den største fejl er, at slutningen ikke helt har den følelsesmæssige tyngde, som man kunne håbe. Dette er måske et uundgåeligt resultat af det meget forsætlige kunstgreb, der anvendes gennem hele filmen: Vi ser konstruktionen, skuespillet, som er let at beundre, men svært at græde over. Kun i skildringen af Levins liv opgiver Wright sin bevidst teatralske posering. Og det er nok meningen, fordi den ægte skønhed ifølge Tolstoj (og Wright) ikke er at finde i Annas jagt på personlig, fysisk passion, men i Levins og Kittys opdagelse af, hvad sand kærlighed er.
Anna Karenina (DVD) • 124 min.
