’Der skete noget under bønnen’
400 fik forbøn på alternativmessen ”Mystikkens Univers” i København.
Den første weekend i november deltog knap 7.000 i alternativmessen, Mystikkens Univers, i København, og mange fik forbøn på den kristne stand.
Messegæsterne kunne købe håndlæsninger, aurafotografier, healing og magiske sten. Men de kunne også besøge den store stand, som tilhørte den kristne missionsorganisation Areopagos, der i år delte stand med I Mesterens Lys, Den Lyttende Kirke og Bibelselskabet, fortæller kommunikationskonsulent Merete Riis Jensen.
Forbøn for 400
Mange messegæster besøgte standen for at blive bedt for, få en samtale, skrive en bøn, blive lyttet til, købe en bibel eller få en gratis kop kaffe.
I løbet af weekenden modtog knap 400 messegæster forbøn på Areopagos-standen, og 123 personer takkede ja til en længere personlig samtale.
Hele syv procent af alle messegæsterne besøgte standen, så der var travlhed hos de 65 frivillige, siger Merete Riis Jensen.
Der skete noget med folk
– Jeg fik bekræftet, at Gud virkelig er til stede, når vi beder, og mange gav udtryk for, at de kunne mærke, at der skete noget med dem under bønnen. Så det var virkelig en fantastisk oplevelse!, fortæller 24-årige Kamilla Maria Jakobsen, der var med som frivillig medhjælper.
– Jeg var især overrasket over den enorme åbenhed og frimodighed, som mange af messegæsterne kom med, tilføjer hun.
Dejlig, velsignet messe
Også Ole Skjerbæk Madsen, som er missionspræst i Areopagos, var begejstret:
– Det var en utrolig hyggelig messe, og sjældent har jeg haft så mange gode samtaler med andre udstillere.
Det virker, som om kvaliteten af forbønnen er større, hvis man kan udtrykke det sådan. I alt fald giver vi os bedre tid, og vi får gode tilbagemeldinger fra messegæsterne.
Og så er jeg imponeret over vores mange frivillige og deres entusiasme. Det var en dejlig og velsignet messe, siger Ole Skjerbæk Madsen.