Jeg savner anerkendelse
Brev:
Kære Orla Lindskov
Jeg skriver til dig, fordi jeg har det dårligt både fysisk og psykisk. Og nu da julemåneden nærmer sig, og alt det familiemæssige kommer i højsædet, har jeg et problem: – jeg skal være sammen med min mor.
Det er svært at forstå, at det stadigt er et problem for mig, for jeg er en voksen kvinde på 43. Men hver gang jeg er sammen med min mor og taler med hende, får jeg en underlig trykkende fornemmelse i mit hoved, og det slutter altid med regulær hovedpine, så jeg må tage piller for at kunne fortsætte.
Jeg må nok indrømme, at jeg stadig lider af en usund afhængighed af min mor. Det skyldes nok, at jeg altid som barn kom i anden række hos min mor.
Vi er to søstre, og min ældre søster har altid været min mors et og alt. Hun kan og kunne alt det, som jeg ikke kan og aldrig har kunnet. Det har jeg hørt for hele min barndom, og det hører jeg stadig for.
Min søster og jeg har et godt forhold til hinanden. Men min søster får al min mors opmærksomhed, og nogle gange mærker jeg tydeligt, at hun kan lide det. Det sårer mig og giver mig negative tanker om min søster. Når det sker, taber jeg al min energi i dagevis. Jeg vil jo stadig og har lige fra min tidligste barndom villet behage min mor. Og nu som voksen har jeg en næsten sygelig trang til at ville behage alle. I vores menighed klæber jeg nok for meget til dem, der roser og opmuntrer mig. De giver mig energi. De, der overser mig eller kritiserer mig, dræner mig så meget for energi, at jeg næsten bliver syg af det.
Kære Orla Lindskov, er jeg på vej til at blive fysisk syg, og – hvad er der i vejen med mig?
Lillesøsteren
Svar:
Øv dig i at ændre din tankegang
Bed også Gud om hjælp til at det må lykkes. Der må sker en ændring, ellers kan du blive syg af det, skriver Orla.
Kære Lillesøster
Behovet for anerkendelse er noget, der starter allerede i barndommen. Sådan er det nok stort set for alle.
Anerkendelse er afgørende for vores positive udvikling både som børn og som voksne. Det er vigtigt, at vi i barndommen modtager kærlighed og anerkendelse nok til, at vi kan føle os trygge. Det er vigtigt, at vi modtager nok kærlighed og anerkendelse til at kunne opbygge en positiv identitet.
I barndommen har vi kun sparsomme midler til at kunne forstå eller til at kunne afværge de negative virkninger af at blive ignoreret eller kritiseret eller grinet af.
Jeg tror, at de negative oplevelser fra din mor i din barndom har ophobet sig, så du har fået en næsten sygelig trang til anerkendelse fra andre. Du har fået opbygget et kronisk underskud, som bevirker, at du ikke tåler at blive overset eller kritiseret.
Men du skal vide, at det, du beskriver som at modtage eller at tabe energi, foregår hele tiden og alle steder, hvor der er mennesker sammen. Vi bemærker det knapt nok, før vores energi bliver mærkbart styrket eller drænet.
Men den energi, vi får gennem andres ros og opmuntring, holder som regel ikke særligt længe.
Det er meget vigtigt for dig at komme til at opleve, at den virkelige styrke og kraft eller for den sags skyld: – den virkelige energi kommer fra Guds kilde. Guds kraft, styrke eller energi kan andre ikke tage fra dig eller dræne dig for. Den kraft kommer jo fra Gud selv og tilføres os først og fremmest ved bøn, for i bøn er vi jo sammen med kraftens kilde, Gud selv.
Man kan faktisk ud fra et menneskes væremåde og opførsel danne sig en nogenlunde forestilling om, hvilken form for barndom, mennesket har haft.
Under opvæksten hjælper den positive opmærksomhed eller klappene på skulderen os til at opbygge en følelse af, at vi er OK, og at vi er noget værd.
Kære Lillesøster, jeg vil her til sidst gerne sige til dig, at du er nødt til at øve dig i at ændre din tankegang. Bed også Gud om hjælp til, at det må lykkes. Det er nemlig helt nødvendigt, at der sker en ændring. Ellers kan resten af dit liv komme til at gå med at forsøge at undgå kritik og med at forsøge ikke at blive overset. Det er også virkeligt anstrengende at forsøge at behage alle og gøre alle glade. Jeg tror på, at hvis du lever på den måde, så kan du godt blive syg af det. Det er nemlig at kæmpe en meningsløs kamp.
Giv slip på de forkerte tanker, som hærger i dig og som har sin rod i din barndom. Og husk, læg ikke skyld på din mor, for der er nok meget, hun ikke ser og forstår.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov
Vores oplevelse:
Kære Orla Lindskov
For et par måneder siden skrev vi til dig og fik en salvedug til min mand. Han havde i fire måneder haft et sår på foden, som ikke ville hele, og vi læste i din Brevkasse beretningen om en mand, som fik hjælp til den slags sår med en salvedug. Vi har efterfølgende været til hudlægen, og han var glædeligt overrasket over, hvor flot og hurtigt såret er helet.
Tak for din forbøn og din tjeneste. Vi går naturligvis til læge, når vi er syge. Men den store læge Jesus er den bedste på alle felter.
Vi håber og tror, du får mange opmuntringer og bønnesvar. Tak endnu engang.
Kærlig hilsen E. og U.
Min oplevelse:
Kære Orla Lindskov!
Først tak for dit besøg i vores kirke, hvor du talte og bad om helbredelse for mange. Efterfølgende har jeg til den første gudstjeneste og i min gruppe talt med to piger, hvor du har bedt henholdsvis for hørenedsættelse og for højt blodtryk. De var begge blevet hjulpet. Tak til Gud, og tak fordi du stiller dig til rådighed for ham.
Venlig hilsen I.
Min oplevelse:
Kære Orla Lindskov
Hjertelig tak for salvedugen og for forbønnen.
Med stor glæde kan vi nu bekræfte, at vi har oplevet stor virkning. Alt omkring min mands nyresten med blødning osv. er faldet til ro. Skanningen viste, at der ikke var nogen sten mere. Min mand har heller ikke noget synkebesvær mere, og han har i forbindelse med nyrestenene slet ikke haft smerter denne gang.
Med kærlig hilsen
K.
