Danmarks længste Luciaoptog i Trige: ’Stå fast på din tro!’
På Luciadagen den 13. december forsøgte børn og voksne i Trige nord for Aarhus at slå rekorden fra Børnenes Rekordbog i Danmarks længste luciaoptog. Temaet for optoget var: Stå fast på din tro.
I Trige blev den italienske martyr mindet på en ganske særlig måde. Børn som voksne i alle aldre og med enhver etnisk herkomst og religiøst tilhørsforhold blev inviteret til at gå med i optoget med fem luciabrude. for at symbolisere, de mange trosretninger, som findes i Trige.
– Temaet for os er, at man skal stå fast på sin tro. Uanset hvilken tro, man måtte have. Ligesom Lucia stod fast på det, hun troede på. Det lader vi også folk i Trige gøre. For vores luciabrude repræsenterer alle aldre og den religiøse forskellighed, vi har i Trige, sagde sognepræst og medarrangør Peter Viuff.
Op mod 300 mennesker deltog i optoget. 160 var børn, så den tidligere rekord på 249 børn står endnu.
Lucia blev født på Sicilien i år 283 og hun blev i en ung alder omvendt fra Romerrigets religion til kristendommen.
Af Lea Holtze, Bibelselskabet