Forældre fik svar på bøn

Jonathan Conrathe, som i den forløbne uge talte i Kolding og Århus, fortalte denne fantastiske beretning fra sin tjeneste som helbredelses-evangelist:

– Da jeg var i Canada kom en pige hen til mig under et møde og trak min hånd op til sit venstre øre. Hun fortalte, at hun ikke havde kunnet høre på dette øre siden hun var 3 år. Hun havde været til mange møder med kendte helbredelsesprædikanter, som fx Oral Roberts og T.L. Osborn, men var aldrig blevet helbredt.
– Men i aften tror jeg, at jeg vil blive helbredt. Jeg ved ikke, hvorfor, men det tror jeg, så bed for mig, sagde hun.
Jonathan tvivlede lidt på, at han kunne få hende til at høre, når alle hans troshelte ikke kunne. Men han befalede i Jesu navn, at hun skulle høre på det døve øre. Og det skete virkelig. Mens tårene løb ned ad hendes kinder, kunne hun igen høre selv den mindste hvisken. Hun var helbredt på stedet.
– Men pludselig løb hun ned bagest i lokalet, tog sin jakke, fandt sin mobiltelefon og kom igen løbende op foran hele forsamlingen med mobiltelefonen. Hun satte højtaler på, så alle kunne høre det, da hun ringede op til nogen.
– Hvad er det, du laver, spurgte jeg. Hun svarede:
– Jeg ringer til mine forældre!
– Okay, fair nok, det er godt at turde være fri, sagde jeg undrende.
Så forklarede hun: Dét her forstår du ikke. Men alle her i kirken kender mig. Jeg er præstens svigerdatter.
Da jeg var tre år gammel havde jeg kræft i mit øre. Og det var så slemt, at kirugen måtte skære hele mit indre øre ud. Jeg har faktisk et hul i mit hovede.
Der er intet derinde, som kan opfange lyd. Og alligevel hører jeg…
Så fortsatte hun:
– Jeg er nødt til at fortælle dig det her: Efter operationen, da jeg var tre år, aflagde mine forældre, som var præstepar i USA, et løfte. De indgik en pagt med Gud. Hver aften kl. 22 ville de lægge sig på knæ og bede for, at Gud ville give mig min hørelse tilbage.
Det er 27 år siden nu. Og hver eneste aften har mine forældre bedt for mig. Og nu er kl. 22. De vil ligge på deres knæ, sagde hun.
Så holdt hun telefonen hen til mikrofonen. Og hendes far besvarede opkaldet. Man kunne høre, at han var en kærlig, gudfrygtig mand.
– Hallo, hvad kan jeg hjælpe med?
– Far, det er mig, sagde hun.
– Hej skat, dejligt at høre fra dig, men hvorfor ringer du nu?
– Klokken er jo ti og I beder for mig, gør I ikke?
– Selvfølgelig, din mor og jeg beder for dig, som vi altid gør.
– Far, det er sket! Det er sket!
– Hvad siger du?
– Jeg er til møde i Canada, og jeg taler til dig med telefonen til mit venstre øre…
Så blev der stille. Man hørte et snøft og derefter en super lovprisning af Gud.
I 27 år havde de bedt hver aften. Hvorfor gik der så lang tid? Jeg ved det ikke. Jeg er ikke Gud. Men jeg er her for at sige: Lad os ikke give op. Men lad os være som dem, der gennem tro og udholdenhed arver det, som Gud har lovet, sagde Jonathan.
Under besøget i Kirke-i-byen i Kolding, hvor Udfordringen var til stede, blev flere mennesker helbredt, bl.a. for ryglidelser.
Jonathan Conrathe underviste også de kristne i, hvordan de selv kunne bede for syge. Og det blev også praktiseret ved, at de som gerne ville bede for syge, bad for de syge, som var til stede. Også herved blev ca. 15 spontant helbredt.
Efter besøget i Kolding fortsatte Jonathan Conrathe til Citykirken i Århus. Den engelske prædikant medvirker ofte ved kampagner i Indien med tusindvis af tilhørere.