Foredrag gav 12.000 kroner til en brønd i Sydsudan
To kristne nydanskere fortalte om deres flugt fra krigen i Sydsudan, og Kristus Kirken i Vejen indsamlede en stor pengegave til til deres fædreland.
Forsamlingen kvitterede kontant, da to dansk-sudanesere holdt foredrag i Vejen i sidste uge. Gud har en mening med, at vi overlevede krigen, sagde de to foredragsholdere.
Det var to veloplagte nydanskere, der holdt foredrag for omkring 55 tilhørere i Basen i Vejen torsdag den 21. november. Gatkuoth og Reath betegnede begge ankomsten til Danmark som en ny begyndelse, et nyt liv.
– Hvis vi opfører os som børn, er det fordi vi ikke ved nok endnu, men vi vil gerne lære mere, sagde Reath Kawang Nyak ydmygt.
Fandt flygtningelejr
Reath fortalte om flugten fra en landsby ved Nasir i det nuværende Sydsudan. Han spillede fodbold med kammeraterne, da han hørte bombefly nærme sig, og løb alt hvad han kunne. Han kom væk fra sin mor og sine mindre søskende uden sko på fødderne.
Gatkuoth Gony Pur fortalte levende, hvordan han måtte flygte fra hytten i Nasir med sine søskende og først flere uger senere fandt en flygtningelejr i nabolandet Etiopien.
– FN, Røde Kors og Unicef er hele verdens mor og far, sagde han og fortalte, hvordan FN-medarbejdere omfavnede ham og hans søskende og gav dem vand, mad og omsorg.
I det kolde Danmark
De to kammerater mødte hinanden i Dima i Etiopien, hvorfra de senere blev fløjet til Danmark som kvoteflygtninge.
Danmark var fremmed, koldt, stille og uden ret mange mennesker på gaderne. Reath satte sine tæer ned i den kolde sne og fortalte, at han har sovet med strømper på om natten lige siden.
Reath og Gatkuoth er begge ved at tage sig en uddannelse, Reath som projektleder på 3K uddannelsen i Århus og Gatkuoth som tagdækker i Vejen.
Vil hjælpe Sydsudan
Reath vil tilbage til Sydsudan for at hjælpe sit folk, når han er færdig med sin uddannelse.
– Hvorfor lever vi endnu trods sygdom og krig? Det er nok, fordi Gud har en plan med vores liv, sagde Reath og fortalte om den forening, de har dannet. Sudanmark hedder foreningen, der bl.a. samler ind til brønde med frisk drikkevand i Sydsudan gennem International Aid Services.
Forsamlingen lagde både småpenge og store sedler ved kaffebordene bagefter. Sammen med en gave fra Kristus Kirken blev det til 12.400 kroner, som præst Thomas Aagaard kunne overrække ved foredragets slutning.
Foredraget var arrangeret af Kristus Kirken, der er en frikirke med to hjemmekirker og gospelkoret Living Joy.