Kirke på en ny måde Hillsong

Mørket er oplyst af små stearinlys, mens projektørlys bader scenen i kulørte farver, da 27-årige Lærke Frederiksen en junidag befinder sig i Jazz House, en københavnsk jazzklub lige over for Helligåndskirken ved Strøget. Men denne aften er hun der ikke for at høre jazz.

I stedet spilles der tempofyldte, engelske sange om Gud og livet med ham. Det hele føles som en koncert og en fest, hun kan mærke, hun har lyst til at være med i. Hun er til gudstjeneste i Hillsong Church Copenhagen.
Hele vejen ind har Lærke Frederiksen og hendes veninde fået en smilende og hjertevarm velkomst af kirkens frivillige, og nu da de sidder bagerst i lokalet – fordi rækkerne foran dem allerede er fyldt med primært unge mennesker – er præsten Thomas Z. Hansen ved at runde sin tale af.
Han inviterer folk til at tage imod Jesus, både dem som ikke længere har en relation til ham, og dem, som aldrig har haft det. Sidstnævnte kategori hører Lærke Frederiksen til, og hun er ikke i tvivl. Hun løfter sin hånd som tegn, mens resten af salen står med bøjede hoveder og lukkede øjne, og beder efterfølgende med på en fælles bøn om overgivelse til Jesus. Imens triller tårerne ned ad kinderne.
”Det appelerede bare til mig, for det var som om, at noget indeni mig endelig havde fundet det, som jeg havde ledt så længe efter, så derfor tøvede jeg ikke med at gribe muligheden og gøre min beslutning officiel,” siger Lærke Frederiksen.
Hun er rørt, ”for det er jo en stor og overvældende beslutning at lade Jesus være din frelser, at sige ja til at leve resten af dit liv for ham og lade ham være centrum i din verden.”
Men samtidig er hun fyldt med en ro og en god fornemmelse indeni. For hun kan mærke, at det er det rigtige at gøre, og hun føler en lettelse over endelig at have truffet beslutningen.

500 nye kristne

Og Lærke er langt fra den eneste, der har truffet det afgørende valg.
Siden Hillsong i januar begyndte at holde gudstjeneste i København, har kirken set mere end 500 personer tage imod Jesus under gudstjenesterne.
”Det er der mindst 500 grunde til, for hver enkelt person har en unik historie. Men det er helt utroligt, og vi er lige så forbløffede over det, som alle andre er,” siger præsten Thomas Z. Hansen.
Gudstjenesterne i Hillsong er energiske, og det store lovsangsband tripper, nærmest danser på scenen under lovsangen. Gudstjenesterne er på engelsk for at inkludere flest mulige, og forløbet i gudstjenesten er nøje tilrettelagt, så musikken toner ned, når mødeværten går på scenen, og straks spiller videre, når han går derfra.
”Vi forsøger at bygge en kirke med en kultur og stil, som vi selv nyder, og så håber vi, at mange mennesker i København har det på samme måde som os. Vi forsøger at give folk en god oplevelse, når de kommer, et kick til at leve på resten af ugen. Så når vi prædiker, er det til om mandagen og noget, som folk kan forholde sig til i deres hverdag,” siger Thomas Z. Hansen.
Og så varer hver gudstjeneste nøjagtigt 1,5 time – ”af respekt for folks travle liv”. Strukturen betyder, at folk ved, hvad de kan forvente og derfor trygt kan tage deres venner med, mener han.
”Men vi bilder os ikke ind, at vi har fundet den eneste rigtige måde at være kirke på eller den perfekte løsning. Vi gør det blot på en måde, som vi kan lide. Og der kommer også mange på besøg, som ikke nyder det, enten fordi de synes, at musikken er for høj, eller de er utilfredse med andre ting. Dem forsøger vi at hjælpe videre til andre kirker. For det handler ikke om at få folk ind i Hillsong, men om at få folk ind i Guds rige,” siger han.

En pilgrim hele livet

For Lærke Frederiksen blev mødet med Hillsong-kirken døren ind til Guds rige. Men hendes vej dertil begyndte egentlig fire år tidligere end den junidag, hun første gang besøgte Hillsong. Hele livet har hun kredset om religiøse og eksistentielle spørgsmål, som hun ikke har kunnet få besvaret hjemmefra, hvor hendes far er ateist, og hendes mor er mere spirituel end kristen.
Derfor ender hun i 2009 med at tage på en pilgrimstur fra Frankrig til Vestspanien, hvor hun møder kristendommen gennem to benediktinermunke, som slutter sig til gruppen.
”Det var fascinerende, de levede et helt andet liv end mig, hvor de bad, læste salmer og sang for os hver morgen. De gik kun i sandaler og uden en krone på lommen i tillid til, at der ville blive sørget for dem. Jeg var draget af det,” husker Lærke Frederiksen.
Men det religiøse fællesskab er væk, da hun vender tilbage til København. Hun føler sig enormt ensom, og at hendes veninder ikke længere forstår hende i dybden.
”Derfor følte jeg ikke, at jeg kunne integrere det, jeg havde mødt på pilgrimsturen, i mit liv.
Selvom jeg bad i folkekirken, var der intet fællesskab, og jeg mærkede ikke Helligånden som hos munkene. Langsomt blev jeg indsluset i mit gamle liv,” siger hun.
Men da en af hendes veninder vender tilbage til Danmark efter et længere ophold i USA, er hun forandret. Undervejs har hun nemlig også mødt levende kristendom.
”Noget havde ændret sig i hendes blik, og hun udstrålede en enorm ro, som jeg ikke havde oplevet hos hende tidligere. Jeg ønskede det samme, og vi aftalte at begynde at læse i Bibelen sammen, finde en kirke og støtte hinanden. Vi kendte jo ingen andre kristne.”
Det fandt hun i Hillsong, hvor hun også fik en bibel, som hun flittigt studerede, og kom med i en connectgruppe, hvor hun ugentligt deler liv og tro med ligesindede. Det varede heller ikke længe, før hun hjalp til som frivillig.

Hillsong forsøger at hjælpe de nye kristne på vej ved at give dem en bibel og invitere dem til en connectgruppe. Og så underviser Thomas Z. Hansen hveranden onsdag om de helt fundamentale ting i troen.
”Vi forsøger at forbinde de nye kristne med kirken og det kristne fællesskab på forskellige måder, så de vokser stille og roligt i deres tro. Men har folk virkelig haft et møde med Jesus, vil jeg tro, at de næsten altid kommer tilbage.”
Og de kommer sjældent alene, forklarer han.
”De bedste evangelister er jo dem, som selv er helt nye kristne, og vi har haft rigtig mange besøgende, fordi de, som selv har inviteret Jesus ind i deres liv, straks inviterer deres venner og familie med i kirken.”

Døbte selv venner

Det var netop, hvad Lærke Frederiksen gjorde. Efter nogle uger fortalte hun sine venner om alt det nye, der var sket i hendes liv. Flere kunne godt se, at hun var forandret og syntes det lød så inspirerende, at de selv tog med.
I dag er to af hendes allernærmeste veninder også blevet kristne og en del af kirken. Faktisk var Lærke selv med til at døbe dem samme dag, som hun selv blev døbt.
”Det var jo en kæmpe ære. Wow! Jeg var glad for, at Thomas spurgte mig, om jeg ville være med til at døbe dem. Det var rigtig stort!”