Mona fandt Jesus og kærligheden

– Mona er det bedste eksempel på, at gademission nytter, siger hendes mand, Kim, som selv delte traktater ud i 1989.

– Min veninde ville smide traktatavisen væk, men jeg tog den og lagde den ned i tasken til min øl, fortæller Mona om, hvordan hun blev kristen som 16-årig.

Den nu 41-årige sygeplejestuderende Mona Lisa Døhlie og hendes mand Kim tog turen fra Odense til Christiansfeld for at besøge Udfordringen til Åbent Hus-dagen den 21. december. Udfordringen har nemlig betydet rigtig meget for dem begge to i de sidste 25 år, fortæller de.

Modtog Udfordringen

– Jeg er vokset op i et gudfrygtigt hjem, fortæller Mona. Vi gik nok kun i kirke til jul, men vi havde respekt for Gud. Jeg gik selv lidt i kirke, da jeg var 11 år. Men så holdt jeg op med det igen.
En ældre søster var blevet personlig kristen i 1984. Nogle år senere blev også den anden søster kristen. Senere skete der noget afgørende i Monas liv:
– I oktober 1988 mødte jeg nogle kristne, som sang og spillede på gågaden i Odense. Kim var en del af gruppen, selv om han ikke var med den dag. Men Gud rørte helt klart noget i mig. Jeg kunne allerede mærke, at der skete noget i mig, inden jeg kunne høre ordene i sangene, og jeg ønskede at møde dem igen.
I januar 1989 skete der igen noget i mig. Jeg var i byen sammen med min veninde. På gågaden i Odense mødte vi Kim Døhlie og hans ven, der delte traktataviser ud. Min veninde fik en traktatavis stukket i hånden, og hun ville smide den væk. Men jeg tog den og lagde den ned i tasken til min øl. Jeg følte, at der var noget særligt ved den avis.
Kim Døhlie lagde mærke til, at Mona tog avisen med sig.
– Jeg havde nok en følelse af, at der foregik noget i den 16-årige, som samlede traktatavisen op, fortæller han.

Et kors over kløften

Mona og veninden gik videre. Senere læste Mona i avisen, som indeholdt vidnesbyrd og beretninger om kendte mennesker, som troede på Jesus.
Men der var især én ting, som gjorde indtryk på Mona. Det var nogle tegninger, hvor et menneske står på den ene side af en kløft og Gud på den anden, fordi synden er som en kløft mellem de to parter. Et andet billede viste, hvordan et menneske kan komme til Gud, fordi Jesus døde for os.
– Det betyder, at korset kan danne en bro over kløften, forklarer Mona, som tænkte meget over sit eget forhold til Gud.

’Plukkemoden’

I avisen fandt Mona nu adressen på en frikirke, der hed ’Livets Vand’. Kirken lå i Odense, men Mona valgte i første omgang at skrive til dem. Hun kom dog til at sende brevet til den af kirkens to postkasser, som ikke blev tømt særlig tit.
Men endelig hørte hun fra menigheden, som inviterede hende med til et møde.
Mens Mona cyklede ud til kirken, tænkte hun:
– Nu er der ikke nogen vej tilbage. Og selv om de folk i kirken måske er over 60 alle sammen, vil jeg gøre det alligevel. Jeg tænkte også, at hvis jeg tog til møde, ville intet blive som før. Jeg tror, det var Gud, der sagde det til mig. Jeg stoppede cyklen, og overvejede igen, hvad jeg havde at miste. Så tog jeg til møde.
For jeg følte jo, at jeg manglede noget. Jeg var søgende, forklarer Mona.

Mona mødte Jesus

Hun husker, at kirken var fuld af imødekommende mennesker. Der var også nogle, som talte i tunger.
Senere var hun med til et møde i en kælder. Her var der mange til stede. Der var også en, som sad på en stol foran døren.
Egentlig ville Mona gå – men hun turde ikke afbryde ham foran døren, når han sad og bad.
– Mens de bad, fik jeg det meget dårligt indeni, det hele føltes hårdt. Pludselig kom de ord til mig – indeni mig – at Jesus lever! Jeg vidste da bare, at jeg måtte forholde mig til det.
Jeg råbte inden i mig selv til Jesus. Og så følte jeg ligesom et hvidt lys, der sprængte det hårde i mit hjerte til atomer. Jeg rystede over hele kroppen, og jeg kunne se noget nyt i mine øjne i flere dage efter.
Det var den 12. april 1989. Det var en meget stærk oplevelse af, at Jesus lever, og alt blev anderledes derefter.
Men jeg ved jo nu, at jeg var ’plukkemoden’ dengang, forklarer Mona smilende.

Gademission nytter

Kim, som er uddannet pædagog, arbejder med et fælleskirkeligt arbejde ’Kirken på gaden i Odense’ mindst en gang om måneden.
Han fortæller om en ung russer, der ringede til nogle kristne ledere på Fyn før sommerferien 2012. Da russeren ikke havde fundet nogen, der var med på hans idé, ringede han klokken 23.30 til Kim, som lige var faldet i søvn. Russeren ville gerne have Kim med til at starte Kirken på Gaden på Fyn – dog primært i Odense.
– Og vi kom så i gang med bøn på gaden. Vi har også meget kontakt på Facebook mellem forbederne, forklarer Kim og understreger, at Mona er det bedste eksempel på, at gademission nytter.
Den traktatavis fra Udfordringen var redskabet til at nå Mona. Gud virker, når folk går på gademission, fortæller Kim og forklarer, hvordan arbejdet nu foregår:
– Vi sætter en pavillon op i Kongens Have eller et andet offentligt sted, og så serverer vi gratis kaffe og kage for folk. Vi tilbyder også forbøn og traktater. Vi snakker med folk og beder for dem.
Sidste sommer var vi folk fra 10 forskellige kirkelige sammenhænge, der hjalp hinanden i Kirken på Gaden, fortæller Kim.

Kærligheden

Men det blev jo også til kærlighed mellem de to, som mødtes i forbindelse med gademission i 1989.
Kort efter at Mona var begyndt at komme i menigheden, blev hun forelsket i Kim. De to har netop fejret deres 21 års bryllupsdag og har en søn på 16 år.
Familien er nu aktive i Kristent Fællesskab i Odense.
De havde i 1997 den glæde, at også Monas storebror kom til tro på Jesus.
– Han var i første omgang gået med til et møde i Evangelisk Alliance, derefter kom han til os og ville snakke om troen, fortæller Mona og Kim Døhlie, før de kører tilbage til Odense.