Terror-bekæmpelse
Sammen med Dan Ahlmann fra Esbjerg er jeg i Afrika for at forberede en kampagne med Per Hyldgaard som taler. Kampagnen begynder samtidig med, at Udfordringen udkommer. Den foregår i en by i den “røde zone”. Her har muslimske terrorister bortført hvide og dræbt sorte kristne, nedbrændt kirker, sendt trusselsbreve, osv.
Deres mål er at terrorisere befolkningen til ikke at blive kristne. Missionærerne er da også alle rejst til den større by Maroua, mens de venter på bedre tider.
Myndighederne har dog lovet at sørge for vores sikkerhed. Og jeg skal ikke spille helt eller dumdristig. Men vi har forberedt denne kampagne længe, og hvis alle lader sig skræmme, opnår terroristerne jo netop, hvad de vil.
Faktisk vil jeg ønske, at de fanatiske muslimer sniger sig ind på sportspladsen for at se, hvad der foregår. Så vil de nemlig også se de mange mirakuløse helbredelser, som plejer at følge efter Pers forkyndelse af det kristne budskab. Og netop mirakler har gang på gang vist sig at overbevise selv de værste modstandere om, at Jesus virkelig er Messias – Guds særlige udsending, frelseren.
Tænk, hvis disse fanatiske terrorister mødte den kærlighed, som Jesus giver. Det ville være en langt mere effektiv terrorbekæmpelse end myndighedernes barske fremfærd. Det ville smelte deres had.
Ved sidste kampagne her i landet var der over 1500, der besluttede at følge Jesus, og mindst hundrede, der blev helbredt. Så jeg glæder mig til at se, hvad der sker denne gang. Der har – som altid – været mange forhindringer. Nogle virker naturlige, andre mere overnaturlige. Og ifølge Bibelen skal vi jo regne med, at der foregår en krig i den usynlige verden, når vi går op imod mørket. Det kan være træls. Men hvis vi IKKE går op imod mørket, breder det sig. Her som i Europa. Og Jesus lovede sine efterfølgere, at hans Ånd, som er i os, er stærkere end den ånd, der huserer i verden og i terroristerne.
Kan vi regne med, at du vil være med i Udfordringen kampagne hjemmefra i bøn? Det er lige nu, det foregår. I næste nummer vil vi fortælle, hvad der skete.