Unge marcherer for livet
Trods kulden marcherede abortmodstandere i tusindvis – fortrinsvis unge – den 22. januar til kongresbygningen på Capitol Hill i Washington DC i den 40. March for Life i USA.
Der var stort overtal af unge i abortmodstandernes nationale March for Life i Washington den 22. januar.
– Vi marcherer for de 55 millioner børn, der er blevet aborteret siden Roe Versus Wade, og som ikke kan tale for sig selv, sagde Penny Young Nance fra Concerned Women of America sidste onsdag.
Dette års March for Life er den 40. af sin art – og den markerer, at det nu er 41 år siden retssagen Roe Versus Wade, som førte til indførelsen af fri abort i USA.
Unge gør oprør
– De unge udgør langt den største del af dem, der deltager i March for Life, siger Jeanne Monahan fra ledelsesgruppen. Hun anslår, at 80 til 85 procent af dette års march-deltagere var 25 år eller yngre.
Oprindelig samlede marchen især deltagere over de 25 år, men siden midten af 1990’erne er flere familier og unge begyndt at deltage.
De unge ser skønheden i livets første stadier, og de vil gøre alt, hvad de kan, for at beskytte det, forklarer Monahan.
Andre ledende abortmodstandere omtaler de engagerede unge som en ’mod-kulturel revolution’. Der er nemlig både verdslige og religiøse grunde til, at unge hvert år rejser land og rige rundt for at protestere mod fri abort.
I år har kampagnen foruden abortmodstanden sat fokus på muligheden for at adoptere ’uønskede’ børn.
March gennem USA
Pro-Life organisationen Crossroads arrangerer marcher gennem hele USA i sommerhalvåret. Undervejs vil deltagerne besøge kirker for at fortælle om abortsagen. Samtidig vil de stoppe ved abortklinikker, hvor de dels beder mod fri bort, dels vejleder abortsøgende og beder med dem.
Jason Handcock, som er direktør for Crossroads, fortæller, at der hvert år er flere unge, som vælger at gå over 19.300 km – i kampen mod abort.
Der er tre forskellige ruter gennem USA fra øst til vest – samt én gennem Canada. Deltagerne skal være forberedt på at gå omkring 25-30 km om dagen, fortæller Handcock.
Det er dog ikke altid ufarligt. Sidste år blev en Pro-Life aktivist, som marcherede i Australien, slået ned og sparket af vrede aborttilhængere. Men den risiko betyder mindre for de unge deltagere end kampen for livet.