Kirker bekæmper korruption

ADRA Malawis programchef, Michael Usi (til venstre) holdt oplæg for 3.000 politikere, mediefolk, kunstnere og kirkeledere om korruption ud for ordene om ’uretmæssigt skaffet rigdom’ i Jer. 17:11.
ADRA Malawis programchef, Michael Usi (til venstre) holdt oplæg for 3.000 politikere, mediefolk, kunstnere og kirkeledere om korruption ud for ordene om ’uretmæssigt skaffet rigdom’ i Jer. 17:11.

Adventistkirkens udviklings- og nødhjælpsorganisation ADRA har gennem kirkerne i Malawi fået indflydelse på landets politiske ledere bl.a. med fokus på Bibelens advarsler mod korruption.

Den 12. januar holdt ADRA Malawi et seminar i Blantyre, hvis budskab siden har spredt sig til hele landet. 3.000 deltagere hørte om korrupte politikere, der meler deres egen kage og lader de fattige betale prisen.

Malawi forbereder sig på valget i maj 2014, og mange politikere har startet deres valgampagner. Men store dele af befolkningen har svært ved at få råd til de mest basale ting som mad, husly, vand og elektricitet.
Derfor holdt den internationale nødhjælps- og udviklingsorganisation ADRA sammen med Adventistkirken den 12. januar et seminar om politisk korruption og god regeringsførelse for 3.000 deltagere i COMESA International Conference Hall i Blantyre.
Både medier, politikere, forskellige trossamfund og mange lokale kunstnere deltog.

Grådige politikere

Michael Usi fra ADRA Malawi indledte seminaret med teksten fra Jeremias’ Bog 17:11: ’Som en agerhøne, der ruger på æg, den ikke har lagt, er den, der uretmæssigt skaffer sig rigdom; midt i livet må han forlade den, ved sine dages ende står han som tåbe’.
Under prædikenen og den efterfølgende dialog udtalte mange, at landets fattigdom i høj grad skyldes grådige politikere. Siden afskaffelsen af et-parti systemet i 1994 har de bevidst brugt fattigdommen til at fremme egne interesser og fastholde deres magt. Samtidig er det svært at stille spørgsmål og holde politikerne ansvarlige.
– Det er et problem, at vi ikke kan spørge regeringen om, hvorfor der ikke er noget medicin på mange af vores hospitaler, selvom vi betaler vores skat, lød en af kommentarerne.

Kirkernes vigtige rolle

Budskabet har siden spredt sig til hele landet, især via de sociale medier: ”Arrangementet har sat agendaen for en diskussion om korruption og god regeringsførelse i mange dele af samfundet”, fortæller ADRA Malawis landechef Claudio Sandoval.
ADRA Danmarks generalsekretær, Lehnart Falk, er imponeret over ADRA Malawis initiativ.
– Det er det, det hele handler om. At inspirere de fattige til at tale deres egen sag. Men det er ikke let i et land som Malawi.
Det kræver både mod og politisk indsigt at balancere dette budskab, så det står klart og starter en debat, men samtidig ikke provokerer unødigt og trænger politikerne i en forsvarsposition, der er ødelæggende for debatten, siger Lehnart Falk.
Han fortæller, at mange lokale præster har bedt ADRA komme og holde den samme prædiken i deres landsby.
– Der er sat en ny dagsorden for den politiske debat, og både præsidentkandidaterne, kirkerne, civilsamfundsorganisationer og medierne deltager ivrigt i diskussionen, fastslår Lehnart Falk.

Cashgate
Malawi blev i september 2013 ramt af en stor korruptionsskandale, der blev kendt som Cashgate. Det viste sig, at op imod 100 mio. $ af landets budget gennem en årrække er endt i de forkerte lommer. Flere internationale donorer stoppede deres bistand til landet, og Præsident Joyce Banda har siden fyret flere højtstående ministre i sin regering.
70 anklagede i Cashgate bliver i disse dage stillet for retten.