Søndergaards krogede vej til frelse
Hvor er det betryggende, at redaktionen i en tilføjelse lægger afstand til Torben Søndergaards kronik i sidste uge. For kronikken er bedrevidende, fordømmende og direkte misinformerende hvad angår vejen til det, Bibelen kalder frelse.
Tonen er bedrevidende gennem hele kronikken: Torben Søndergaard har ret, og alle andre tager fejl.
Påstandene er fordømmende flere steder: 90 procent af alle kristne i dagens kirker har aldrig hørt det bibelske evangelium.
Og teologien er et pulterkammer af løsrevne begreber: Man skal omvende sig, døbes og blive fyldt af Helligånden for at blive frelst.
Frelse er Guds værk, ikke vores. Jesus kom for at frelse det fortabte. Dommen tilhører også Gud. Og han har overladt dommen til frelseren Jesus. Det er altså slet ikke Torben Søndergaards eller nogen andens opgave at vurdere, hvorvidt nogen er frelst eller ej.
Frelsens vej er enkel. Bibelen myldrer med eksempler på mennesker, som blot troede på Gud og blev regnet for hans tjenere. Mange af dem var særdeles usikre og fejlbarlige. I Jesu slægtstavle og i Hebræerbrevets liste over troshelte finder vi rigtig mange syndere, som alligevel finder vej ind i Guds plan. Gud så til deres spinkle tro, deres simple bønner, deres ubehjælpelige forsøg på at gøre det rigtige. Og han regnede det til deres retfærdighed. Derfor erklærede Jesus over for røveren på korset: Sandelig, i dag skal du være med mig i Paradis!
Nu kan man fint leve med teologiske uenigheder. Der er jo et væld af kirkesamfund med hver deres teologiske observans, og de samarbejder trods alt. Men det er rigtig svært at leve med, endsige samarbejde med, mennesker, som er bedrevidende og fordømmende og tager patent på sandheden.
Jeg kan blive rigtig bekymret for de af Udfordringens læsere, der ikke har lagt mærke til ”disclaimeren” nederst på kroniksiden: At Udfordringen ikke står inde for kronikørens holdning. De kunne jo fejlagtigt tro, at kronikken er udtryk for klassisk karismatisk kristendom.
Tilbage står et spørgsmål til Torben Søndergaard: Hvorfor gør du Herrens lige veje krogede?
Svend Løbner
Vestergade 1
6600 Vejen