Helvede tur-retur
12 Years a Slave er en barsk film om slaveriets umenneskelighed, om en mands kamp for frihed og håb i et af de mest dystre kapitler i vores historie.
I 1841 blev en fri, sort mand ved navn Solomon Northup lokket fra sit hjem i nordstaten New York med et jobtilbud som omrejsende musiker. Det var en fælde, og han blev i stedet bortført og solgt til slaveri. Frataget sin identitet, solgt fra ejer til ejer, ydmyget, tortureret og brudt ned, levede Solomon kun for håbet om, at han en dag kunne vende hjem til sin familie.
12 Years a Slave fik ikke uventet en Oscar for bedste film i år, så filmisk retfærdighed findes. Filmen undersøger ondskab som institution: Slaveriet institutionaliseret som en given ret i al dets vanærende detaljer. Det er en gribende, forfærdende stærk film, en skærende belysning af en tid gennemsyret af moralsk og åndeligt mørke. Filmen gør ondt i hjertet at se: Ikke kun fordi vi visuelt bør reagere på de grusomme scener, men fordi det bør knuse vores hjerter at se, hvordan medfølelse, empati og næstekærlighed systematisk kan destrueres, kan overtages af grusom ligegyldighed over for andres smerte. Ondskaben personificeret i filmen er plantageejeren Epps, der bruger Bibelen til at retfærdiggøre slaveriet. Men det er ikke en anti-kristen film. Vi genkender Epps for, hvad han er: et monster, der læser Bibelen som Fanden selv. Nåden findes i Solomon selv – en mand, der ikke knækkes af det onde, han udholder, men som selv i de mørkeste øjeblikke formår at beholde sin menneskelighed.
12 Years a Slave undgår enhver form for forsimplende sentimentalitet, hvilket er dens stærkeste kort. Det er nemt nok at fordømme den fornedrelse, slaverne udsættes for, men det er den ligegyldighed, hvormed selv ’moralske’ mennesker i filmen behandler de sorte, der bør give stof til eftertanke. At det blev normalt at se nogle mennesker som værende mindre værd end andre, er den største uhyrlighed.
På grund af meget voldsomme scener er filmen uegnet for børn og sarte sjæle.
12 Years a Slave • 134 min. • Biografpremiere: 20. februar
