Kerry møder Abbas i Amman – sidste chance for at redde fredsdrøftelserne

Udenrigsminister John Kerry skal idag mødes med den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas i Amman i et sidste forsøg på at forhindre, at det amerikansk-ledede fredsinitiativ bryder sammen.

Kerry vil på mødet gøre endnu et forsøg på at overbevise Abbas om at acceptere en amerikansk ramme for at forlænge de israelsk-palæstinensiske fredsdrøftelser, der skal slutte sidst i april.

Men det synes at være for sent – for Abbas har på et arabisk topmøde i Kuwait sagt, at palæstinenserne ikke behøver nogen ny aftale, som vil blive “begravet af Israel ved forbehold og forudgående betingelser”.

Kerry-Abbas mødet finder sted blot nogle dage inden Israel skal løslade den sidste gruppe af 26 palæstinensiske sikkerhedsfanger som led i en pakkeordning.

Statsminister Benyamin Netanyahu har endnu ikke antydet, om han vil gå med til denne løsladelse, der er berammet til at finde sted på lørdag. Nogle medlemmer af Netanyahu-regeringen henstiller til ham ikke at gå med til en frisættelse, medmindre Abbas forpligter sig til at fortsætte drøftelserne.

I sin tale til de arabiske ledere antydede Abbas ikke, at han ville vise større fleksibilitet og gentog sin afvisning af at anerkende Israel som en jødisk stat, men sagde, at palæstinenserne ønsker en uafhængig stat i alle de områder, der blev besat i 1967. Han beskyldte Israel for at forhindre de amerikanske bestræbelser på at opnå fred i Mellemøsten og for at prøve at forlænge besættelsen.

Den arabiske Ligas generalsekretær, Nabil Elaraby, betegnede Israel som et “apartheid system” og “kolonialismens sidste bastion”.

En israelsk regerings-embedsmand siger, at det er ironisk, at mens de arabiske ledere offentligt angriber Israel, “er der bag kulisserne en klar vilje blandt ledere i den arabiske verden til at beskæftige sig med Israel”.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Kerry ledsager præsident Barack Obama på hans rejse til Europa og Saudi-Arabien i denne uge.

Obama skal idag mødes med paven i Rom, mens Kerry efter sit møde med Abbas i Amman tager til Riyadh, hvor han påny vil slutte sig til Obama.

Kerry ventes at ville tale idag med Netanyahu telefonisk eller pr.video.


Artiklen fortsætter efter annoncen: