Russisk rock i Strandkirken

Bl.a. forsangeren i det russiske rockband Drusjki har tidligere været stofmisbruger.  Billedet er fra et tidligere årsmøde i Aktiv Mission.
Bl.a. forsangeren i det russiske rockband Drusjki har tidligere været stofmisbruger.
Billedet er fra et tidligere årsmøde i Aktiv Mission.

Når Aktiv Mission holder årsmøde i Karlslunde den 16. marts medvirker rockbandet Drusjki.

Det russiske rockband Drusj-ki giver søndag den 16. marts koncert i Karlslunde Strandkirke. Bandet består af tidligere stofmisbrugere, som nu hjælper andre til et liv uden rusmidler.

Til daglig bruger rockbandet Drusjki sin musik til at bekæmpe det voksende narkomisbrug i Skt. Petersborg, hvor bandmedlemmerne kommer fra. Rusland er et af de lande i verden med flest stofmisbrugere, men alligevel er der kun få og mangelfulde behandlingstilbud.

Jesus hjalp misbruger

Flere af Drusjkis medlemmer har selv levet hårde liv som stofmisbrugere, men er på hver sin måde kommet ud af det.
– Jeg ved fra mit eget liv og min tro på Jesus Kristus, at man kun kan blive helt fri af sit narkomisbrug, hvis man har noget at tro på, siger forsangeren Gera Alexeev.
Den kristne tro præger medlemmerne af Drujski. I Rusland spiller bandet koncerter i blandt andet ungdomsfængsler, på rehabiliteringscentre og tekniske skoler, hvor de samtidig deler deres erfaringer med russiske unge, der mangler støtte og håb.

Mød bandet

Drusjki deltager i gudstjenesten i Karlslunde Strandkirke søndag den 16. marts kl. 11.15. Bagefter medvirker de også i missionsorganisationen Aktiv Missions årsmøde.
Bandet giver en koncert i Frikirken Hillerød fredag den 14. marts.
Aktiv Mission arbejder for at styrke missionale menigheder, bevægelser og deres ledere og for at fremme læring på tværs af nationale og kirkelige grænser. Desuden støtter Aktiv Mission nytænkende kristne intiativer.
Aktiv Mission hjælper i dag i Albanien, de arabiske lande, Nepal, Indien, Polen og Rusland.