Lammet sagde øf

Af Mark Hill Sanger, forfatter, bibellærer
Af Mark Hill
Sanger, forfatter, bibellærer

Min kone er messiansk jøde, og jeg har i den forbindelse deltaget i en del påskemåltider med hvad der dertil hører af bønner, sange og ritualer. Pga. mit kendskab til de jødiske traditioner er jeg gennem årene flere gange blevet bedt om at forrette sådan et messiansk, jødisk påskemåltid i forskellige kirker i DK. Et år gik det gruelig galt!

En stor kirke i København bad os om at lave sådant et arrangement. Vi skulle stå for velsignelserne og at føre gæsterne sikkert og trygt gennem alle de rituelle handlinger, og kirken skulle stå for maden. Der var omkring 50 mennesker til stede ved denne højtidelighed, som foregik i kirkens café, inkl. flere jøder.
Da vi var kommet godt i gang, havde sunget de første sange og bedt de første bønner og snart skulle til at spise, kom én af kirkens præster hen til mig med panik i øjnene, og sagde:
– Der er sket en fejl i køkkenet! De har taget det forkerte kød ud af fryseren! Det er ikke lammestegen, der er i ovnen, men svinekød! Hvad gør vi?
Det var for sent at skulle gøre lammekødet klar, så ville de ikke få noget at spise. Så det var spørgsmålet, om vi skulle sige det til deltagerne, eller om vi skulle lade som ingenting. Vi lod som ingenting!
Alt er rent for den rene, og Jesus sagde, at det er ikke, hvad der kommer ind i vores mund, der gør os urene, men de onde ting fra hjertet, der kommer ud. Så med god samvittighed serverede vi svinekødet til dette jødiske påskemåltid, vel vidende, at hvis nogen kom og brokkede sig, måtte vi give en kæmpe undskyldning. Heldigvis var det ikke en flæskesteg med svær på, men med masser af krydderier udenpå, så det var svært at se, hvilken slags kød, det var. Nogle sagde: ”Uhm, hvor smager dette lammekød godt.”

Da jeg gik op for at tage en ekstra portion, undrede min kone sig, for jeg plejer ikke at kunne lide lammekød, så jeg fortalte hende sandheden, og hun flækkede af grin.
God påske.