Bjarne Nederby Jessen fejrede 70-årsdag i Israel

s2_Nederby Jensen, Bjarne_til presseUdfordringens meget aktive senior-medarbejder, Bjarne Nederby Jessen, kunne i tirsdags fejre sin 70 års fødselsdag – i Israel.

I mange år har han anmeldt bøger og skrevet artikler.
Hverken efterløn, pension eller en kræftsygdom har sat den aktive mand ud af spillet.
Bjarne voksede op i Missionsforbundet, hvor han stod for foreningens ungdomsblad og var med til at arrangere lejre og stævner. Senere blev han redaktør af frikirkens landsdækkende foreningsblad Morgenstjernen i 13 år. Det udkom hver 14. dag, men arbejdet var frivilligt og ulønnet. Bjarne levede af at være lærer og skolebibliotekar.
Hustruen Kerstin, som er svensk, mødte han, da hun var volontør hos en jødisk familie i Danmark. De blev allerede gift som 19-årige. Ud over troen har de også interessen for bøger til fælles. Kerstin er socialpædagog. De har fem børn. Et af dem er et adoptivbarn fra Thailand. En blind dreng, som de adopterede som tak til Gud for, at et af deres egne børn overlevede en alvorlig sygdom.
I mange år var Bjarne meget aktiv i politik. Han var med til at stifte Kristendemokraterne. Og han var på et tidspunkt også modkandidat til Flemming Kofod Svendsen til formandsposten. Indtil for nylig var han med i hovedbestyrelsen og folketingskandidat i bl.a. Horsens.
Bjarne og Kerstin overvejede i mange år at rejse til enten Congo eller Thailand som missionærer, men da børnene var fløjet fra reden i 1991 tog de til Illulissat i Grønland. Her var han frikirkepræst, de driv en klub for byens børn og gav sjælesorg og rådgivning. Og parret engagerede sig så meget, at de først vendte hjem i 2004.
Hjemme igen i Frederiksværk engagerede Bjarne sig med liv og sjæl i alle mulige opgaver, selv om han nu kunne gå på efterløn. Han blev fx formand for boligforeningen og spidskandidat i Østjylland for Kristendemokraterne. Han kom i ældrerådet i sin kommune og i bestyrelsen i Kirkernes Integrationstjeneste, foruden altså at skive mange artikler i Udfordringen.
Det er ikke tilfældigt, at han holder sin 70 års dag i Israel, for jødernes vel har altid ligget Bjarne på hjerte, og han er ofte gået i demonstration til fordel for Israel og jøderne.
For to år siden fik Bjarne konstateret kræft i spiserøret, og man kunne ikke operere. Han blev derfor udsat for en kemoterapi, som normalt ville belaste hans krop alvorligt.
Bjarne var klar til at dø, men gik til forbøn og oplevede, at han næsten ikke mærkede nogen skadevirkninger af giften og kunne bevare sit høje aktivitetsniveau. Og lige nu er han i Israel for at fejre sin fødseldag.
Henri Nissen.