Gik det godt?

Af Lisbeth Thomsen Redaktionssekretær
Af Lisbeth Thomsen
Redaktionssekretær

– Gik det godt? spurgte jeg min søn i telefonen. Han havde været til en skriftlig eksamen på efterskolen, hvor han gik. Svaret var ikke positivt, og humøret var helt i bund. Håbet om succes var ikke blevet indfriet.

Senere kom min 10-årige datter hjem. Dagen før havde hun brugt timer på at tegne og male en plakat. De havde minisamfund som emneuge, og i hendes workshop skulle de sælge frugt og grønt. Så alle havde fået til opgave at fremstille en salgsplakat. Men kun den med flest stemmer blev kopieret og hængt op rundt omkring på skolen.
– Har du haft en god dag? spurgte jeg og fik svaret:
– Nej – min plakat blev ikke valgt. Den fik kun én stemme, og det var min egen, sagde hun trist. At det var klassekammeraten, som hun af og til røg i konflikt med, som havde vundet afstemningen, gjorde ikke sagen bedre.
Sidst på dagen var det min mand, som kom hjem. Han havde haft et vigtigt møde, hvor han skulle fremlægge og havde været lidt anspændt om morgenen.
– Nå, hvordan gik mødet så? spurgte jeg – og han var tydeligvis ikke særlig tilfreds med dagens udfald.

Hvis du har det ligesom i vores familie, så stiger humøret ofte i takt med følelsen af succes og med følelsen af at man lykkes – på en eller anden måde. Og ligeså falder det i takt med at opleve nederlag og ikke at slå til. Vi måler og vejer os selv mere eller mindre ubevidst på en daglig basis. Det ligger ligesom i luften i vores del af verden.
Men denne verdens målestok er jo den helt forkerte at måle succes med. Succes i Guds øjne er jo… omvendt! Det er succes, når vi kan glæde os over, at det gik godt for en klassekammerat eller kollega (eller konkurrent!). Det er succes, når vi efter en mislykket prøve eller jobsamtale kan stole på Gud for vores fremtid. Det er succes, når vi kan gengælde ondt med godt eller tjene ydmygt i det skjulte uden menneskers anerkendelse. Det er succes, når vi uanset omstændigheder kan finde glæden i Jesus og i tillid til ham ikke bekymre os.

Når vi ved dagens afslutning evaluerer os selv, så burde det være i de ting, som tæller for Gud, at vi måler vores succes. Vi er ganske vist i denne verden, men vi er ikke af denne verden. Og vi behøver faktisk ikke lade nederlag efter denne verdens standard stjæle vores glæde.