Hvorfor kommer jeg til at tvivle?
Kære Orla.
Tusind tak for din salvedug.
Min tak er lidt forsinket; men jeg håber, at du tilgiver. Jeg skal lige spørge dig om noget: Jeg tror på en måde, at salvedugen har hjulpet mig, fordi i søndags fik jeg en kæmpe berøring af Helligånden. Jeg faldt næsten ned fra stolen. Det var simpelthen så stor en berøring. Jeg var helt sikker på, at det var Jesus, der kom ind og ville helbrede mig.
Men midt i det hele tænkte jeg, dum som jeg er: ”Mon dog” – og så blev jeg dårlig. Jeg ved ikke, hvorfor jeg kommer til at tvivle. At jeg efterfølgende blev dårlig, virkede som en straf fra Gud, fordi jeg tvivlede. Og jeg fatter ikke, hvorfor jeg tvivler, for jeg ved jo, at Jesus virker igennem salvedugen.
Jeg blev bare ked af det, fordi jeg var jo bare en lille smule dum. Salvedugen bliver selvfølgelig liggende; men kan du forklare mig, hvad der sker?
Kan det være, fordi jeg ikke tror nok? Jeg tror, du ved, hvad jeg mener.
Jeg er meget ulykkelig p.g.a. min dumhed, for ellers havde jeg sikkert været rask i dag.
Hvad er det, der sker inden i mig? Jeg forstår det simpelthen ikke. Gør du?
Må jeg høre din mening?
Er det, der skete for mig et almindeligt fænomen?
Kan du fortælle mig lidt om, hvordan og hvorledes?
Hilsen fra
K.
Svar:
Med tvivl spænder vi ben for os selv
Kære K.
Det er ikke en straf fra Gud, at du blev dårlig, fordi du tvivlede.
Jeg tror heller ikke, du skal opfatte dig selv som dum, fordi du kom til at tvivle. Tvivl kan ramme os alle.
En ting er dog sikkert, og det er, at tvivl er troens modsætning, og for at illustrere det vil jeg gerne her citere en beretning fra Bibelen.
Beretningen finder vi i Matthæus-evangeliet kap. 14, versene 26-32. Den står under overskriften ”Vandringen på søen”, og lyder således:
– Men i den fjerde nattevagt kom han ( altså Jesus ) til dem, gående på søen. Da disciplene så ham gå på søen, blev de skrækslagne og sagde: ”Det er et spøgelse,” og de skreg af frygt.
Og straks talte Jesus til dem og sagde: ”Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!”
Men Peter sagde til ham: ”Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet.”
Han ( Jesus ) sagde: ”Kom !”
Peter trådte ud af båden og gik på vandet hen til Jesus. Men da han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at synke og råbte: ”Herre, frels mig !”
Straks rakte Jesus hånden ud, greb fat i ham og sagde:
”Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?”
Ud fra denne beretning kan vi i hvert fald se, at tvivl er et almindeligt fænomen, som nok de fleste kristne, nok alle, kender til. Her er det endda Peter, disciplenes leder, der tvivler.
Peter blev ikke forkastet på grund af sin tvivl. Nej, han blev senere den grundsten, som Jesus byggede sin kirke på. Så Gud straffer ikke vores tvivl.
Med vores tvivl spænder vi derimod nok nærmere ben for os selv.
Hvad kan vi især lære af beretning om vandringen på søen?
Jo, der sker det, at Peter bliver bange, da han retter sit fokus væk fra Jesus og fokuserer på den stærke storm.
Når vi fokuserer på livets ofte voldsomme storme i stedet for at have fokus på Jesus, så synker vi, så går det ned ad bakke for os.
Når syge fokuserer mere på smerter og symptomer, end de fokuserer på Jesus, så går det ned ad bakke.
Men jeg må sige, at det er svært som syg ikke at fokusere på smerterne og symptomerne. Det er virkelig en kamp.
Når frygten og angsten angriber os, når stormen raser, nå tvivlen oversvømmer vore hjerter, hvad kan vi da gøre?
Jo, her kan vi lære noget af Peter. Hvad gjorde han nemlig?
Peter råbte på Jesus. Han gjorde det eneste rigtige for os mennesker at gøre i nødens og i smertens stund: – Han råbte på Jesus.
Hvad skete der herefter for Peter, efter han råbte på Jesus?
Der står: Straks rakte Jesus hånden ud og greb fat i ham. Der er stor trøst og opmuntring i de ord.
Jeg tror også, at Jesus vil række sin hånd ud til dig, når du kalder på ham. Ja, han vil gøre det overfor alle, der kalder på ham. Han rækker sin hånd ud og griber fat i os.
Du må ikke tro, at din helbredelse er taget tilbage af Gud, fordi du tvivlede. Guds kærlighed og Guds helbredelse er heldigvis større end vores tvivl. Så vær ikke hård mod dig selv, og fordøm ikke dig selv.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov
Brev:
Smerter igen
Kære Orla Lindskov
Hjertelig tak for salvedugen. Allerede, da jeg var på vej ud til postkassen, hvori brevet med din salvedug lå, forsvandt smerterne i ryggen.
Men da smerterne stadig kommer og går, vil jeg gerne tage imod tilbuddet om gentaget forbøn og oliesalving.
Kærlig hilsen og tusind tak.
S.
Svar:
Kære S.
Jeg har nu sendt din salvedug tilbage til dig, efter at jeg har salvet den og bedt over den igen om din rygs helbredelse.
Nogle gange strækker helbredelse sig over tid. Derfor er det bedst, at du er udholdende.
Mange syge opgiver håbet om helbredelse alt for tidligt. Hvis helbredelse ikke kommer ret hurtigt, tror man fejlagtigt, at det er fordi, Gud ikke vil helbrede. Men nej, sådan er det som regel ikke.
Kære S., til dig vil jeg sige endnu engang: – vær udholdende, for tiden er ikke mere din fjende, tiden er din ven, for du har Jesus, den store læge hos dig.
Orla Lindskov
Min oplevelse:
Kære Orla
– mange tak for dit sidste møde i Valby. Din prædiken var som altid tros-styrkende, og da du bad for min lænd, løste smerterne sig øjeblikkeligt.
Jeg har prøvet adskillige kiropraktorer uden at have fået hjælp og uden resultat. Men Gud er god.
Med de varmeste hilsener
H.M.
Min oplevelse:
Kære Orla Lindskov!
Du har tidligere sendt mig en salvedug, som hjalp mod smerter i overarm og skulder.
Det vil jeg hermed gerne sige tak for.
Med kærlig hilsen
H.
