Vil skrive god dansk kærlighedsmusik

Jakob Wredstrøm skriver kærlighedsmusik, som det ifølge ham burde lyde.
Jakob Wredstrøm skriver kærlighedsmusik, som det ifølge ham burde lyde.

Jakob Wredstrøm udkommer med kærlighedsplade på dansk.

Den unge sangskriver Jakob Wredstrøm har altid skrevet sange på engelsk, Han udgav i december 2013 EP’en ’Need Someone’, der skabte en del opmærksomhed på Facebook og hans Youtube kanal, men nu udkommer han på dansk.

Da Jakob arbejdede med sange til et helt engelsksproget album, blev han pludselig ivrig efter at prøve at skrive på dansk.
– Sangene kom ligefrem væltende, særligt efter den lykkelige sang ’Sommertid’”, som blev skrevet i vinterens kulde, siger han.
Jakob kastede sig derfor over et nyt projekt med danske poppede kærlighedssange, som skulle være færdige til udgivelse, når sommertiden ramte Danmark. De sange er nu udgivet på albummet, som hedder ’Ind til dig’.
– Jeg følte, at jeg midt i al den kærlighedsmusik, der rumsterer i dag, kunne give mit bud på, hvordan kærlighedsmusik burde lyde. Jeg har taget udgangspunkt i den naive kærlighed, de gode følelser, trygheden, håbet og har skabt et lydunivers omkring det, siger han.
Jakobs danske sange beskriver han som enkle; de handler helt naturligt om ikke at overkomplicere kærligheden, ingen metaforer og ingen dybe kunstneriske refleksioner.
For ikke at drukne i store komplicerede spil på et musikselskab har Jakob Wredstrøm valgt selv at udgive albummet. Dermed forbliver projektet også autentisk og spontant. Albummet er produceret af Boe Larsen.