Mere end ris og bønner

I Honduras lever mange børn på gaden under meget vanskelige forhold. For de børn er livet et spørgsmål om overlevelse. De roder i affald for at finde mad og holder ellers sultfølelsen væk ved at sniffe lim.

Der findes en række private børnehjem, som arbejder på at få børnene væk fra gaden og give dem en bedre barndom med tre daglige måltider, skolegang, fodbold og meget mere. Et af de børnehjem er Manuelito, hvor jeg i øjeblikket arbejder som volontør. Det er et lille børnehjem på landet med godt fyrre børn.
Her på Manuelito er det en tradition, at når et barn har fødselsdag, holder børn og voksne taler for fødselsdagsbarnet. Da en af projektets piger fyldte nitten, holdt projektets leder en lidt længere tale. Rørt til tårer sluttede han sin tale med: ”Du er som en datter for mig, jeg elsker dig.”
Den sætning viser noget om tankegangen her på børnehjemmet. Man ønsker at være en familie. Tanken er, at børnene har brug for at være en del af en familie, ligesom alle andre børn har det. At børnene har brug for at mærke, der er voksne, som følger med i deres liv, bekymrer sig om dem og elsker dem – også når de ikke længere bor på børnehjemmet.
Det lyder ligetil, men i praksis kræver den tilgang meget mere af et børnehjem, end hvis børnene bare skulle have tilstrækkeligt med bønner og ris. Det kræver mange voksne, som vil være noget for børnene, hvis de voksne skal kunne klare mere end bare de praktiske opgaver. Det kræver også penge til at kunne sørge for børnenes videre uddannelse. Det er en lang og krævende proces at skulle forandre børnenes liv ved hjælp af skolegang, opdragelse og trygge rammer.
Alligevel mener jeg, at det er det værd. Vi skylder alle børn at investere mere i deres liv end ris og bønner – ja, at investere i deres mulighed for at lykkes som mennesker. Det er blot en lille del i arbejdet for at gøre verden til et bedre sted. Men måske er det at ændre vilkårene for børn i virkeligheden det vigtigste overhovedet, og absolut nødvendigt for at skabe en bedre fremtid for os alle?