– Du bliver aldrig til noget

Den handikappede dreng fra det fattige hjem havde alle odds imod sig. Men som helt ung oplevede han, at Gud havde bedre tanker og planer for hans liv, end hans egen mor. Troen gav ham håb. Han blev senere udnævnt til ”genbrugskonge” af ugeavisen Århus Onsdag, ”Årets Ildsjæl” af TV2 og fik ”Holdningsprisen” af fagforeningen. Men det vigtigste for Allan er alle de mennesker han kender og hjælper – eller beder for.

– Du bliver aldrig til noget, sagde Allan Fiskers egen mor. Og det så heller ikke godt ud. For Allan var handicappet og familien var meget fattig.

– Min far arbejdede på Grindsted-værkets cementstøberi. Og når der var frost, var han arbejdsløs. Så gik han i stedet i skoven for at hugge træ.
Vi havde til tider kun rugbrød og svinefedt at spise, husker Allan Fisker, som er fyldt 70 år.
– Når jeg fortæller det til mine naboer, muslimerne, i Gjellerup-parken, så forstår de, at vi også har været fattige i Danmark engang.
– Jeg blev født under krigen og længe efter var der rationering, så man ikke kunne købe bestemte varer, selv om man havde penge. Jeg husker, at der blev syet et par bukser til mig af noget billigt stof. De kløede så forfærdeligt…

Uretfærdig skole

– Der var mange uretfærdigheder dengang. De riges børn kunne altid komme i realskolen, selv om deres karrakterer var dårlige. Så lod man hellere en af de fattiges børn dumpe, så de ikke optog en plads.
Allan var født med for korte akillessener, og desuden var han meget platfordet, så han kunne ikke gå normalt. Han led også af kramper.
– Jeg kunne ikke være med til fodbold, så jeg blev mobbet. Selv folkekirkepræsten gjorde nar af mig ved konfirmationsforberedelsen. Så selv om jeg fra barn var meget interesseret i at finde fred med Gud, så gik jeg jo ikke hen til præsten.

Det snakker vi ikke om

– Jeg læste derimod mange kristne bøger som barn og ung. Men når jeg spurgte min mor, svarede hun, at den slags snakkede man ikke om.
Hun havde en troende indermissionsk mor, men var selv imod kristendom. Hun sagde engang, at hun havde hørt, at folk der flyttede til Grindsted blev spurgt, hvordan de havde det med Jesus.
– Men det er de da heldigvis holdt op med at spørge om! sagde hun. Så mor kunne jeg ikke få hjælp fra, selv om jeg så gerne ville tro på Gud.
Jeg vidste bare ikke hvordan.

Et tak ændrede alt

– Men jeg kom i kontakt med nogle, der troede, og ved et møde i Esbjerg hos en kristen forsikringsmand fik jeg mod til at sige Gud TAK, fordi han havde frelst mig. Og så endelig kunne jeg holde op med at bekymre mig. Så fik jeg fred. Det var jo fuldbragt, det Jesus havde gjort for mig. Jeg skulle bare tage imod det. Så enkelt var det.
Allan havde troet, at de indremissionske kristne, han kendte i Grindsted ville blive glade, når de hørte at han nu havde fået fred med Gud.
– Men i stedet advarede dig mig og sagde, at jeg skulle passe på med sekter og at det var farligt med følelser, osv.
Nogle af dem ville ikke længere hilse på mig. De vendte sig bort fra deres nye kristne bror…

Accepteret

Allan kom i stedet i kontakt med nogle pinsefolk, som mødtes i et skur med en kakkelovn.
– Her var hverken forstander eller præster. Men de sang og priste Gud. Og de accepterede mig, som jeg var. Jeg havde tidligere været meget isoleret på grund af mine handikap og min fattigdom, men her fandt jeg straks venner.
Pinsevennerne spurgte endda, om Allan ville hjælpe som medleder i søndagsskolen.
– Men en søndag kom en dame, som var med i Blå Kors hen til mig. Hun var helt i sort og hev mig i armen: Du skal med mig i kirke! Det her er en vildmand! sagde hun.
Det var skræmmende for en ung fyr som mig, men hun gjorde det vel i en god mening. Hun var ikke ligeglad med mig, men det viste jo desværre, hvordan hun betragtede de andre kristne.
Allan ville gerne døbes, men det var hans forældre lodret imod. Så han måtte vente, til han blev 18 år.

Fyldt af Helligånden

– Engang var min mor i København, og så kunne jeg gå med til et bedemøde, som hun ellers var imod. Jeg ville gerne fyldes med Helligånden og spurgte de andre om at lægge hænderne på mig. Det ville de også gerne, og dengang lagde man sig på knæ. Det kunne jeg næsten ikke, på grund af mine korte akillessener, men jeg holdt ud, selv om mine ben gik i kramper.
Og til gengæld oplevede jeg at blive fyldt af Helligånden og tale i nye tunger, og jeg var meget glad, husker Allan. Men familien var ikke glad. De var bange for at miste anseelse.

Helbredelse

– Jeg havde hørt om mennesker, som blev helbredt af Gud, og jeg læste allle de bibelvers, der vedrører helbredelse. Jeg fandt dem i Bibelnøglen, som var udgivet af Lohses forlag.
Når jeg idag møder mennesker, som tror det er Guds vilje, at de er syge, ved jeg, at de ikke kender deres bibel, bemærker Allan, som selv har oplevet flere overnaturlige helbredelser.
– Første gang forsøgte jeg at befale over de store smerter, jeg havde. Der skete ikke noget. Så gjorde jeg det igen, men der skete stadig intet. Men da jeg befalede over smerterne for tredje gang, mærkede jeg en forandring, husker Allan.
– En dag, da jeg var nede i kælderen, hørte jeg en tydelig hørbar stemme spørge: ”Ønsker du at blive helbredt?”
Ja, det ville jeg naturligvis gerne. Så fik jeg at vide, at der var to ting, jeg skulle gøre: Jeg skulle stå frem ved et møde og fortælle om det, jeg havde oplevet, og jeg skulle fortælle om det til en alkoholiker, jeg kendte.
Begge dele var meget svært, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle få mod til det.
Men en dag, da jeg var til møde, vovede jeg mig frem og fortalte om min oplevelse af, at smerterne var forsvundet under bøn. Mens jeg fortalte det, kom der ligesom en varm strøm ned igennem mig. Jeg var dybt grebet, og det bliver jeg faktisk stadig hver gang, jeg fortæller det, siger Allan med bevæget stemme.
– En nældefeber, som havde plaget mig, forsvandt samtidig. Jeg plejede at slå ud på grund af alt muligt. Nu spiste jeg jordbær uden at tænke over det, men min mund og hud svulmede ikke op.
For mig var det en vidunderlig bekræftelse på, at man aldrig skal give op. Det er ikke altid, man bliver helbredt, og der kan være mange grunde til det, men Gud KAN altid. Og det er aldrig Guds vilje, at vi skal være syge, fastslår Allan.
– Senere mødte jeg den smed, der var alkoholiker, og som jeg frygtede at møde.
Men nu tog jeg mod til mig og fortalte ham om, at jeg var blevet helbredt af Gud. Jeg vidste ikke, hvad han kunne finde på. Men han sagde bare: Nå, men det var da godt.
Jeg var meget lettet.

Fødderne helbredt

– En dag var der en mand, der tilbød mig et par italienske sko. Jeg plejede at gå med indlæg og specielt fremstillede ortopædiske sko. Så det var egentlig mærkeligt, at han gav mig et par almindelige sko. Og dem kunne jeg godt gå i.
Men da jeg glædesstrålende fortalte mine forældre, at jeg nu var blevet helbredt, blev mor rasende. Hun skældte ud over alle de penge, de havde brugt på ortopædiske sko.
Det var jo en mærkelig reaktion, som nok stak dybere. Men jeg var rolig, for jeg havde en indre vished.
Senere kom min søster på besøg. Hun var også blevet troende. Hun spurgte min mor, om hun havde lagt mærke til, at jeg ikke længere gik mine sko skæve.
”Ja!” svarede min mor bare.
Senere kom der nogle Jehovas Vidner. Mor ville imponere dem og viste dem, at der lå en bibel under min hovedpude og sagde, at jeg også var blevet helbredt af Gud.
De påstod, at det måtte være Djævelen, der havde gjort mig rask. Men så blev min mor vred og sagde, at de godt kunne pakke sammen.
Så hun vidste godt, at Gud havde grebet ind. Og indrømmede det indirekte på denne måde.

Mor helbredt for kræft

– Senere fik min mor kræft i underlivet. Men hun ville ikke have forbøn. En dag lå hun syg inde i stuen, og jeg fik en meget stærk følelse af, at jeg skulle bede for hendes helbredelse.
Men tvivlen sagde inde i mig: ”Hvordan skal det ske?” Alligevel gik jeg hen til hende.
”Mor, inderst inde, så tror du jo på Jesus,” sagde jeg. Da hun ikke protesterede, bad jeg om, at Jesu blod måtte rense hende for al sygdom. Og jeg lagde mærke til, at hendes ansigt blev fredfyldt.
Da hun bagefter var til ny undersøgelse i Århus, kunne lægen ikke forstå, hvad der var sket. Hun blev i alt undersøgt seks gange. Men kræften var væk. Og hun fik lov at leve 11 år mere.

Giftsø som nabo

Allan fortæller, at familiens hus lå lige ved siden af et vandhul, hvor giftige affaldsstoffer fra Grindstedværket blev udledt.
Værket ville gerne købe den jord, som familien ejede, men faderen var klog nok til at vente, indtil de også ville købe hans hus. For med den stigende forurening var der næppe nogle, der ville købe et hus, der lå lige op og ned af giften.
Ingen véd, hvor meget forureningen skadede familien, før der mange år senere blev ryddet op…
Men Allan har selv en hjerneskade, som forhindrer ham i at arbejde med tal. Desuden har han problemer med balancen, og han mener, det er en følge af kviksølvforgiftning.

Begynd her!

– Jeg var villig til at rejse til verdens ende som missionær, men jeg følte Gud sagde, jeg skulle gå i gang dér, hvor jeg var. Disciplene skulle jo begynde i Jerusalem, og mit Jerusalem var Grindsted.
Jeg fik derfor fat i en masse traktater, som jeg delte ud. Dengang havde alle ikke postkasser, så mange steder måtte jeg ringe på. Det var ikke så let for en fyr som mig, som altid havde fået at vide, at jeg ingenting var.
Engang gik jeg på den vej i byen, som hedder ”Jorden Rundt”. Her kom der en dame ud, som så meget skeptisk på mig. Jeg skyndte mig at sige: Jeg er IKKE fra Jehovas Vidner.
Men det var damen, fandt jeg så ud af…

Fysisk trussel

– Min mor ville have, at jeg skulle være bogholder, fordi hun ikke syntes jeg duede til at arbejde med praktisk arbejde.
Men jeg havde slet ingen forstand på tal, så heldigvis kom jeg i stedet i lære som kleinsmed.
Jeg blev ikke behandlet alt for godt. Men en dag gik det helt galt. Vi havde haft et møde i min søsters lejlighed, hvor der blev sunget højt. En kollega, en ældre smed, boede lige på den anden side og da jeg kom på arbejde sagde han: ”Din søster er ikke rigtig klog!” og så brokkede han sig over, hvordan hun og de andre havde sunget.
Jeg fortalte ham nu, at jeg også var én af dem, han ikke kunne lide. Han blev rasende og hev mig i kravetøjet og løftede mig højt op, mens han råbte: ”Vær du glad for, at du ikke er min søn!”
– Jamen, det er jeg bestemt også glad for, røg det ud af mig.
Og de andre brød ud i et latterbrøl. Nu var det smeden, der blev til grin. Og han satte mig meget forsigtigt ned.
Fra da af var jeg fri for hans drillerier. Jeg følte, det var Gud, der hjalp mig.

Livsfare i brønd

Selv om Allan var i lære som kleinsmed, blev han og de andre smede sat til vandborings-arbejde, som gav mester flere penge. Men det var bestemt ikke ufarligt.
En dag blev Allan kommanderet til at kravle ned i en 20 meter dyb brønd, hvor en af hans kolleger allerede havde haft et ildebefindende og måtte trækkes op på grund af iltmangel.
Nu var det Allans tur. Og det kunne være endt med døden. For da Allan blev firet ned i brønden på en stige, løsnede skruestikket sig og og han fik 5 kg jern ned i hovedet og blev også ramt på skulderen. Men netop den dag havde han for første gang en hjelm på, og den afbødede slaget i hovedet.
Nu fik de andre kolleger travlt med at få Allan hejst op, men en vejre hang løs, og kun ved endnu et mirakel undgik han at få 150 kg borerør ned over sig.
Da Allan kom op af brønden, var de alle dybt rystede. ”Bad du, før du gik ned?” spurgte den kollega, som havde mobbet ham mest.
”Ja, det gjorde jeg,” indrømmede Allan. Kollegaen blev tavs, og han spottede aldrig mere sin troende kollega.
Allans skulder var øm lang tid efter. Det viste sig, at det var råddent løv i bunden af brønden, der stjal ilten.
– I dag ville man aldrig sende en mand ned i en 20 meter dyb brønd på den måde, siger Allan, som er Gud taknemlig for, at han redede livet.

Bevistløs på arbejde

Allan kom senere til at arbejde på Grindstedværket i seks år. Han svejsede bl.a. på metal, som var sandblæst med blyholdigt materiale for ikke at ruste. Dunstene af det giftede bly gjorde Allan svimmel og han blev bevistløs et par gange og hostede blod op.
Til sidst besluttede han selv at droppe jobbet som afdelingssmed og gå ned i løn for i stedet at arbeje som arbejdsmand. Det var knapt så farligt…

Kathrine Kuhlmann og Holmsborg

I 1967 blev Danmarks første bibelcamping holdt af KFUM & KFUK på Holmsborg-lejren ved Holmslands Klit i Vestjylland.
Der skete en form for vækkelse og en åndelig fornyelse i nogle år.
– En af talerne var KFUM-sekretær Meier Andersen. Han vidste, at jeg havde været i USA et par måneder, hvor jeg bl.a. havde oplevet helbredelsesprædikanten Kathrin Kuhlmann.
Det ønskede han, at jeg skulle fortælle om – foran to tusind mennesker!
– Jeg var meget nervøs, men jeg fik da aflagt et ubehjælpsomt vidnesbyrd – og 16 mennesker tog imod Jesus den aften, husker Allan.
Mens Allan stod i menneskeflokken, fik han øje på en pige. Selv om hun sang i strengekoret og så ud til at være en af de troende kristne, følte Allan at han skulle spørge hende, om hun ville have fred med Gud?
– Jeg synes selv, det var så dumt, men hun svarede, henvendt til Meier Andersen, som stod ved siden af: Ja, Meier, du tror sikkert, at jeg er kristen, men det er jeg slet ikke…
Og så fik hun taget imod.
Jeg havde tidligere bedt Gud om, at han ville lede mig til de rigtige mennesker, dem der netop havde brug for hans hjælp. Og nu begyndte det at ske.

Radio-aktiv i Århus

Allan flyttede efter 40 år i Grindsted til Århus, hvor han havde arbejde forskellige steder, samtidig med, at han var meget aktiv i frivilligt kristent arbejde.
Allan havde landets største samling af gramofonplader med kristen musik, som han solgte pr. postordre. Han optog også møder og solgte kassettebånd, som der var stor efterspørgsel efter nogle år.
Nu skulle denne interesse vise sig at være guld værd, da der blev brug for ham på Århus Kristne Nærradio. Med sine mange LP’er kunne Allan holde radio-ønskekoncert.
Allan hjalp også med det tekniske fra 7-12 hver søndag, men en dag dukkede en folkekirkepræst, som skulle holde en radio-prædiken ikke op. Så Allan måtte skynde sig at finde søndagens tekst frem og så ind foran mikrofonen og prædike. Og det gik så godt, at han fortsatte med det mange søndage i det kommende halve år. Han bad også for de lyttere, som ønskede forbøn, og han beder fortsat for mange mennesker – fx mens han sorterer affald. Bøn betyder meget for ham.
Allan følte, at Gud åbnede døre for ham – selv om bl.a. hans mor havde forudsagt, at han aldrig blev til noget som helst. Men Gud kunne åbenbart godt bruge ham.

”Genbrugskongen”

Den kristne næradioen lukkede desværre, men der var brug for Allan til kirkens nødhjælpsarbejde. To unge fædre var omkommet ved en frygtelig ulykke, da de kørte kirkens nødhjælp til østeuropa sammen med René Hartzner, der startede Mission Øst.
Nu var der brug for nye medarbejdere, og Allan gik i gang med at reparere symaskiner. Der blev sendt 60 kasser til Afrika, og en del nødhjælp blev sendt til Letland og Thailand.
Efterhånden var det 600 kasser, der blev sendt. I starten sejlede sejlskibet Elida nødhjælpen ud, senere benyttede Allan sig af containere.
Allans genbrugsarbejde voksede, så lokalavisen Århus Onsdag på et tidspunkt skrev en stor artikel om ”Genbrugskongen” som i overskriften sagde: ”Gud gav mit liv indhold”.
Boligforeningen i Brabrand sørgede for, at Allan kunne bruge en stor cykelkælder til at sortere og reparere genbrugsvarerne.

Med TV2 i Letland

Kurt fra TV2 Østjylland kom forbi og lavede i 2001 et indslag om denne ildsjæl. Og senere blev Allan indstillet blandt 100 forslag som den første til at vinde prisen ”Årets Ildsjæl”.
TV2 tog med til Letland, hvor de lavede et indslag på 12 minutter i nyhederne.
Containers indhold af tøj, sko m.m. svarede til værdien af 25 byggegrunde og 5 mands arbejde i et år! Det gik til et børnehjem.
– Dengang var de så fattige derovre, at de solgte hønsefødder og hønsehoveder som mad…, husker Allan.
Selv om Allan gik på efterløn som 60-årig, er han fortsat i fuld gang med at omdanne det, folk smider væk, til værdifuldt genbrug. Han sender fortsat en stor container til Afrika eller Østeuropa hvert år.
Han skaffer nogle af pengene til dem gennem en støtteforening eller ved at tage ud og holde foredrag. En ven har lavet en hjemmeside til ham: allanfisker.dk
Fagforeningen SiD Grafisk kårede ham med ”Årets Holdningspris” og skrev rosende om ham. Og det har flere andre blade også gjort.

Overfaldet af muslimer

Allan har også et godt forhold til de mange muslimer, han er omgivet af i Gjellerup Parken. Hundrede muslimske familier giver ham deres genbrugsting.
Men selvfølgelig er der også uheldige elemeneter imellem. Fornylig blev Allan overfaldet af ca. 10 unge muslimer.
– Vi kom til at diskutere om min cykel, som de påstod var deres. Vi var tæt på et slagsmål, og de holdt mig op i 45 min.
Men jeg har såmænd ondt af dem. Mange af deres fædre bestiller ikke andet end at spille poker. De foretager sig ingenting med deres børn. Så er der jo ikke noget at sige til, at drengene mangler en rollemodel.
Når de så kommer i flok, foretager de sig noget dumt, fordi de ikke tør sige fra i gruppen.
Jeg sagde til dem: I er vel nok seje, at i skal være ti unge om at klare en mand på 70 år.
Jeg mindede dem også om, at der står i Koranen, at man skal respektere de ældre og at man ikke må stjæle, fortæller Allan, som slap fra overfaldet uden mén.

Vidner for alle

– I dag vidner jeg mere om min kristne tro gennem tilfældige samtaler, end jeg tidligere gjorde på gademission.
Jeg lader Gud lede mig til de rigtige mennesker og forsøger at sige det, han minder mig om.
Nogle gange er det bare en opmuntring til mennesker, der har det svært. Andre gange får jeg stillet spørgsmål, som jeg så kan svare naturligt på.
Allan har to gange haft kræft. Den ene gang var det i næsen, og han var indstillet til plastik-kirugi. Men så var der en iransk forkynder i Citykirken, som bad for Allan. Og da han 14 dage efter kom til undersøgelse, undersøgte fem læger og en plastikkirug ham uden at kunne forstå, hvor kræften var blevet af.
– Det sjove er, at når jeg fortæller det til kristne danskere, så ved de ikke rigtigt, hvad de skal tro. I en artikel i Kristeligt Dagblad skrev de, at ”han hævder, at Gud har helbredt ham”.
Men alle mine muslimske naboer var da ikke i tvivl om, at det var Gud, der havde gjort et mirakel.